Our Family
Genealogy Pages

Forside  |  Nyheder  |  Billeder  |  Historier  |  Gravsten  |  Rapporter  |  Efternavne
Søg
Fornavn:


Efternavn:



Notater


Træ:  

Match 1 til 50 fra 396

      1 2 3 4 5 ... Næste»

 #   Notater   Knyttet til 
1 bladet ”Slægten” feb. 1920. blev skrevet følgende, i anledning af Hilmars 70 års dag.
Af Hakon de Fine Licht:




" Kære Onkel Hilmar.
Nu til din 70 års fødelsdag vil jeg gerne gennem ”Slægten” bringe dig en hilsen og lykønskning I dagens anledning og fremfor alt en tak for, hvad du og tante Mathilde har været for os alle igennem så mange år.
Nu er det jo slet ikke sådan, at man mere anser 70 år for så høj en alder. Ingenlunde! Mange mennesker syntes jo egentlig først da ret at begynde deres virke. Jeg skal ikke opholde mig ved mænd som Hindenburg eller Clemenceau, men bede dig langt snare se dig som i din nærmeste kreds: Din broder Henrik, der fyldte 80 og syntes yngre og mere skarptskuende end i lang tider, din søster Elise, der med frejdigt mod tager fat på at opdrage et nyt kuld børn (dog ikke hendes egne) din svoger Kapt. Bunde, der - uden at spørge konen om forlov ( og deri ligger det revolutionære ) entrer op i en flyvemaskine og hæve sig til ukendte højder, eller sidst, men ikke mindst, vores alle sammens Energi ideal Lerkenfeldt Dalgas, Oberstløjtnant Rambusch, der forlængst har flyvningen bag sig og nu for tiden, virksommere end nogen sinde før, har udgravet en mægtig sø, ( kopi af Hald sø - dog i noget mindre format ) oppe i din lynghede. Tilsammen repræsenterer disse fire den anselige sum af over 300 år - det er dog et tal.
Ængsteklig for, hvad der altså kan ske, når du først rører på dig, er der to ting, som jeg - og mange med mig - gerne vil bede dig om:
Først da dette, at den samme ånd, der bestandig i dine forældres og i den forløbne del af din tid har præget livet på Lerkenfeldt, må vedblive at herske. Det er - ikke mindst i en tid som denne - noget usigeligt velgørende ved at komme et sted, hvor ånd og tone år efter år er ens, har samme støbning, samme klang båret af dyb velvilje og interesse for alle slægtens medlemmer. Derfor føler man sig så velgørende fri og hjemme på Lerkenfeldt, og deri ligger måske en del af den trolddom, som dette sted altid har udøvet på så mange af os.
Den anden ting, jeg vil bede dig om, nu, hvor du står foran en ny ungdomsperiode, er den, at du ikke følger moden og beslutter dig til at skifte kone. Vi er allesammen så umanerlig tilfreds med den nuværende og vil du endelig skifte noget, så skift hellere seletøjet, det vil ingen begræde.
Men forresten, hvortil alt dette hastværk? Det er jo dog gået rigtig godt i årenes løb. Har du ikke bygget teglværk, bygget ny kreaturstald, ombygget laden, drænet jorden og skabt en besætning, der går ry om ? Det har jeg ganske vist ikke forstand på selv, men min søster Margrethe - der heller ikke har forstand på sligt - siger, at hun aldrig har set så prægtig en besætning, som den nuværende. Og nu til sidst har du og din søn i møllen taget initistivet til at få udnyttet vandkraften til at oplyse begge gårde og drive Eders maskiner ved elektricitet.
Sådan set kunne man jo syntes, at du var en lykkelig mand, Ak, men står der ikke skrevet; Dyr er lykkelige, kvinder og børn er det men vi mennesker, vi er det ikke! Jeg tror også, at en og anden Evne hos dig ikke helt nåede sin udvikling og sligt efterlader altid savn, en ubestemt, urolig længsel. Sådan kunne jeg f.eks. godt tænke mig, at du om du var blevet læge, i visse retninger kunne have følt dine evner bedre udnyttede - og dette er jo grundlaget for al sand lykkefølelse. Men så må det være dig og os andre en trøst, at dine evner og interesser på dette område så mangen gang er kommet andre til stor nytte og hjælp. Vi husker den syge karl, der var svært angrebet af den ondartede difteritis, ham hvem du trolig penslede I halsen, skønt stakkelen hostede de smittefarlige belægninger op i dit ansigt, " Det ska a åller gelm' Husbond " sagde han. Nu, sygdommen fik alligevel bugt med han men du havde gjort, hvad der kunne gøres. Og havde han levet, havde måske hans hukommelse alligevel slået klik - man har set så galt før.
Nå, og så ligger det vel også i de flestes natur denne følelse af " dort, dort, wo Du nicht bist, dort ist das Glück ". Hør dette kloge vers af Paludan Møller i Adam Homo:

Thi så forskellig drift behersker støvet,
At den, der lever tryg i hyttens skjul
Vil hige udad som en modig fugl,
At få I livets storme vingen øvet;
Imedens den, det livet slag har prøvet
Og smagt, hvor verdens frugt så tit var hul,
Begærlig vandringsstaven vil tilbage flytte
Og hige hjemad til den stille hytte.

Nuvel! Lad mig så slutte min lille hilsen med hele ”Slægtens” varmeste lykønskninger til din fødelsdag. Vi venter en stor og rig udviklingsperiode for dig nu, i det kommende tiår - for Herregud, du bliver jo kun 70! " 
Kjeldsen, Oluf Hilmer (I166)
 
2 Sådan var den politimæssige situation, da Hurup politikreds 1. oktober 1919 blev oprettet ved loven af Politikredsens område blev det tidligere Hassing- Refsherreder med undtagelse af Snedsted, Harring og Stagstrup sogne. Den fik på den måde en størrelse på 425 km² og med et indbyggertal på knap mennesker. Den tidligere assistent i landbrugsministeriet, Francois Louis Poul d`auchamp, blev fra samme dato udnævnt til politimester i Hurup med bopæl i Hurup. D'Auchamp, Francois Louis Poul (I6956)
 
3 - I forening med broderen Mikkel K. drev han først handel, navnlig med uld og skind, herved samlede de sig nogen kapital, så de blev i stand til at købe Grinderslev Kloster, men - som det i traditionen hedder - på grund af en naboes umedgørlighed solgte de det atter.
( Da det ikke kan have været førend ca. 1790 at de blev ejere af Klosteret, indskrænker det hele sig vist til, at de havde været i underhandling om at købe gården men at handlen er strandet. )
Brødrene købte så kort efter Lerkenfeldt, (i købskontrakten kaldes de " fra Gundestrup ”) og 1802 Mølgård, hvor Peder tog bopæl, hvorimod Mikkel blev boende på Lerkenfeldt.
At brødrene således kunne købe endnu et komplet Gods allerede 10 år efter det første, forklares navnlig ved de rask fremadskridende konjunkturer, der gjorde, at landejendommenes værdi i tidsrummet 1785 - 1807 steg til det tredobbelte, (1807 må Lerkenfeldt og Mølgård have været henved 250.000 Rdl. værd ).
Det hedder da også at i den for landmanden så glimrende periode først i århundredet tjente Mikkel og Peder så brillant, at de, uagtet de forholdsvis høje priser, de betalte for disse to betydelige ejendomme, dog næsten skal have haft dem udbetalt i 1813, men - så kom de elendige år efter Statsbankerotten, hvor det endog siges, at brødrene, trods de således så godt som ingen gæld havde, og trods de levede yderst tarvelig og økonomisk, var det med opbydelsen af al deres dygtighed næppe muligt at blive ved gårdene.
Formuefællesskabet mellem brøderne bestod, så vidt vides, lige til Mikkels død. -- Peder - eller som han kaldtes Peer - var i ingen henseender fornemmere på det, end det tidligere er fortalt om hans Frænder Kristen Kjeldsen og Jens Dinesen, men tilhørende en ældre generation end de, var han i sin levevis i det hele endnu mere hårfør, sej og gammeldags, så at han kan betegnes som en mand af den ægte gamle skole, og børnenes opdragelse foregik derfor også med stor strenghed.
Hele børneflokken fik skoleundervisning i hjemmet, men ved siden af måtte børnene fra små af gøre al den gavn, de formåede, sønnerne med fra den tidlige morgenstund at vogte kreaturer om sommeren og døtrene med husgerning.
Foruden hans egne børn var der også nogle andre drenge af familien. der opdroges på Mølgård, således Mathias Kjeldsen, senere til Lerkenfeldt, Poul Poulsen, senere til Rolsegård og Jens Rigsager Poulsen, senere til Kvelstrup.


Det er betegnende for den tidsalder, at disse herremændsbørn tilbragte en stor del af deres tid med arbejde, som en alm. gårdmand nu om stunder næppe ville sætte sine børn til at udføre. Og det var ikke spøg, om de små fyre forsømte den dem betroede gerning.
Således fik engang den ældste søn af faderen order til en sommermorgen kl. 3 at drive kreaturerne på græs fra en fold, der lå ½ mil fra Mølgård. Iført en af faderens skindtrøjer, drev han dyrene til rette tid af folden, men da varmen tog til, sov han ind og vågnede først, da noget berørte hans hånd. O ve ! en stud havde ædt den del af skindtrøjens ærme, der nåede ud over drengens hånd, og skulle just til at have fat i hans fingre, da han vågnede. Trods den kærlige moders hjælp, kunne tildragelsen ikke skjules for faderen og resultatet blev at sønnen måtte danse for ridepisken. Børnene kendte kun til ubetinget underkastelse for faderens vilje, den gængse tiltale overfor forældrene var " De " eller " I ", når børnene sagde " Godnat " til faderen, måtte de kysse ham på hånden, og forglemtes dette en enkel gang af nogen af dem, plejede følgen at være, et så hårdt slag med bagen af hånden i barnets ansigt, at næsen kom til at bløde. Under en sådan hård disciplin opvoksede børnene på Mølgård, delende tiden mellem nyttegerninger og skolen.
I sidstnævnte lagdes navnlig flid på religion, indenadslæsning og regning, også tysk var et af undervisningsfagene, idet dette sprog skulle benyttes, når de vordende landmænd og handelsmænd kom til Hertugdømmerne for at afsætte kreaturer. - Peder levede så længe, at han for anden gang opnåede at blive en formuende mand.
Om Peder K. fortælles følgende ganske morsomme anekdote, ( men andet en en anekdote er det heller ikke ) Engang havde nogle af døtrene fået nye kåber, men da de havde været temmelig dyre, var de lidt betænkelig ved at præsentere faderen regningen. I denne knibe fandt de på den udvej at vende vrangen ud på kåberne i den formening, at faderen da skulle syntes så godt om dem, at han ikke tog det så nøje med hvad de havde kostet. Foret var nemlig rødt og det vendte de altså udad. Denne geniale ide blev kronet med held. thi kuløren klædte døtrene charmant og stak Peder så stærkt i øjnene, så han trods regningens debet veltilfreds udbrød, " a sæjer, te haar dihæhr kaavver kaast wal møj, saa vehd a Fan'mæ, di æ aasse møj knøw.
( " Afskrift fra V.Fribert's, Stamtavle over den jydske landmandsfamilie Kjeldsen fra Gundestrup, fra 1890")


Følgende har Johan Henrik Ahnfeldt Kjeldsen, Lille Restrup tilskrevet i " Stamtavle over den jydske landmandsfamilie Kjeldsen fra Gundestrup ", i 1941 :
" Om Peder Kjeldsen fortælles følgende, som min kone Kirstine ( Kis ) Eriksen har fået fortalt af P. Kjeldsen's sønnesøn Christen Kjeldsen til Mølgaard, medens hun var lærerinde på Mølgaard for den yngste søn, Harald K.
" P. Kjeldsen var en meget dygtig mand, men haard og brutal der ikke var sin kone tro. Følgerne udeblev heller ikke, idet hans kone tog sig selv af Dage ved at drukne sig i åen der løber forbi Mølgaard. -- Da P. Kjeldsen i sin tid skulle giftes sendte han sin Broder Mikkel K. til Århus for at fri for han til Abelone Faurschou. - Da Mikkel friede svarede Abelone " Havde det endda været for dig selv bitte Mikkel så havde jeg med Glæde svaret Ja " Dette var så meget strengere for Mikkel for han elskede selv Abelone, men som udsending for den yngre broder måtte han forrette sit Hverv og skjule sine egne føelser.! ". ".
Så det kan ikke have været sjovt for dem at skulle bo under samme tag.
Også fra hende er der bevaret breve skrevet til Mathias Kjeldsen, Lerkenfeldt, da han var på By- og herredskontoret i Hobro.
Mølgaard
Et uddrag af sognepræst Otto J.C. Ottesens beskrivelse i
”Samlinger til jydsk historie og topografi”
Skrevet i bladet ”Slægten” nr.29.

Mølgård, eller som det også skrives Møllgaard eller Møllegaard, beliggende i det sydvestlige hjørne af Aars pastorat, Haubro sogn, Aars Herred og Aalborg amt og tæt ved en Å, som skiller Haubro sogn fra Farsø sogn, er en gammel gård.
Som første ejer nævnes i slutningen af det 16. århundrede Jacob Seefeld, der 1581 fik Mølgaard og et Møllested derved, en gård og et hus i Haubro, en gård og et hus i Sjøttrup i mageskifte med noget andet Gods. Familien Seefeld ejede foruden Mølgaard og fædregården Dalsgård ved Mariager fjord tillige Vestergård, Havnø, Randrup (Skibsted sogn) Refsnæs, Viffertsholm og Næs (det senere Lindenborg), Mølgårds ældste bekendte ejer Jacob Seefeld, er en historisk kendt personlighed, der i årene 1595 og 1596 var en af de fire regeringsråder i Christian den fjerdes mindreårighed, han blev senere Dronning Anna Catherines Hofmester. Jacob Seefeld døde 1599 på Gavnø og ligger begravet i Visborg kirke i Ålborg amt med sine hustruer Sophie Rosenkrands, død 1571, og Sophie Bilde døde 1608.
Ifølge Aars pastorats ældre kirkebog, som begynder året 1646, ejedes gården den gang af Christen Munck.
Christen Munck syntes at være død 1657 eller 1658, da Søffren Munck til Mølgaard d. 30 juli 1658 i kirkebogen nævnes som fadder til Lauridtz Muncks og Birgithe Griis’s datter Ide fra Haubrogård. Denne gård syntes at have været familien Muncks hovedsæde. Søffren Munck døde 1666, få dage efter hans død nedbrændte stuehuset. Til trods for, at S.M. efterlod en god formue fik han en meget tarvelig begravelse, arvingen synes snart efter at have forladt Mølgård, og den afdødes enke og børn ses ifl. Kirkebogen heller ikke at være forblevet på Mølgård.
I 1668 flyttede Jomfru Else Pors, der formodes at stamme fra Frebjerg, til Mølgård, hus blev gift (vistnok 1680) første gang med Anders Skjønning, Herredsfoged i Aarsherred. Else Pors blev enke i 1693 og giftede sig anden gang på sine gamle dage med den nogle og tyveårige Daniel von Stolzig.
I 1699 døde Else Pors, og Stoltzig, der var blevet ejer af gården, giftede sig samme år med Sibylle Elisabeth Leschle.
Slægten Stoltzig havde ingen mandlige, levedygtige arvinger. I økonomisk henseende gik det tilbage, idet Christian Stoltzig, der vides at have ført et meget gæstfri hus, i 1708 måtte give Anders Kjerulf til Bjørnsholm pant i Mølgård, to år senere pantsatte han to gårde i Sønder Haubro til Niels Thomssen i Løgstør for 192 Rdl., for endelig d. 13 april 1717 at sælge Mølgård til førnævnte Anders Kjerulf
Salgssummen er ubekendt. Chr. Stoltzig solgte senere endnu andre gårde og huse bl.a. Skjelbjerg huse, Vestergård samt Haubro sogns Kongetiende. Han døde ca. 70 år gl. i Haubro 1741.
Mølgårds nye ejer, ejede endvidere Haubrogård samt Holmgård, Skals sogn. I 1730 solgte Bjørnsholm.
Kjerulf døde 1735. En mindreårig sønnedatter Andrea Kirstine blev derefter ejerinde til Mølgård og Holmgård, - Haubrogård bortsolgtes 1737. Andrea Kjerulf blev 1745 gift med Justitsråd Hinrich Hjelmstjerne. Hverken denne eller de tidligere ejere af den kjerulfske slægt levede på Mølgård, der beboedes af underordnede personer, ladefogder og ridefogder.
Justitsråd Hjelmstjerne afhændede begge gårdene Mølgård og Holmgård i 1748 for 18000 Rdl. Til begge gårdene hørte dengang i alt 571 Td. Hartkorn, heraf falder på Mølgård 283 Tdr., hvoraf 11 Tdr. var Hovedgårds hartkorn, 15 Tdr. Haubro sogns kirketiender og 257 Tdr4. bøndergods.
Begge gårde gik ved salget over til den lüttichauske familie, idet Lüttichau til Tjele købte Holmgård, hvorimod Oberstløjtnant Wulff Casper von Lüttichau til Lerkenfeldt og Hessel købte Mølgård og beholdt denne i 27 år.
I 1775, ved svigermoderens død, erholdt Major Frederik Rubeck Christian von Bülow, g.m. Eva von Lüttichau, skødet på Mølgård. Købesummen angives til 16.750 Rdl. Aars kirketiende ses nu At være tillagt, i 1777 erhvervedes skødet på Haubro kirke for 2200 Rdl. Og i 1779 tilkøbtes Haubrogård og senere Ørndrup samt en del bøndergods m.v..
Von Bülow boede først på Mølgård, senere på Ørndrup, som ved Hustruens død overgik til Lüttichauerne, for derefter atter at flytte til Mølgård. Her giftede han sig igen med Henriette Marie Kold.
I 1796 afhændedes Mølgård til Hans Juel Glud, g.m. Maren Gundorph. Blandt fadderne til ægteparrets 4 børn nævnes Michel (Mikkel) Kjeldsen fra Lerkenfeldt.
I 1802 købtes Mølgård af Hr. Peer Kjeldsen for nogle og halvfjersindstyve tusinde Rdl.
Om Peer Kjeldsens køb af Mølgård fortælles følgende :
Ved auktionen over Mølgård optrådte Peer Kjeldsen som den højstbydende. Da hans fremtoning ( han var vel for jævnt klædt ) ikke syntes at afvinde Herredsfogden den fornødne tro på betalingsevne, på bredt jysk spurgte denne, om Peer K. kunne stille kaution. "Kaytion", svarede Peer K., "hvis Herredsfogden vil låne mig et par håndfaste karle, så har jeg ude på min vogn al den sikkerhed, der kan forlanges." ( Han medførte klingende mønt i en solid kiste på sin vogn).

Iøvrigt fortælles følgende karakteristiske om Peer K. Han plejede altid, når han af karlen lod sig køre til byen, at have en ekstra tømme lagt på hesten, og sad så med denne tømme i agestolen, " for A skal kronned nok vise dem, at der ikke er nogen, der kan køre P.K. galt i byen ". På egnen plejede Herremændene at køre med fire for til byen. Peer K. nøjedes imidlertid med to og ænsede ikke sine naboers stiklerier med andet end følgende udbrud, " Det er da sølle med de andre, at de ikke kan holde deres heste bedre, end at der må hele fire til at trække dem. A har det så nemt med to. "
(i bladet ”Slægten” står fortsættes men der er ingen fortsættelse af denne artikel.)
for Modenlig Paa
Lerkenfeldt
( ingen overskrift )

Jeg hafde sicker venttet at talet ved Dig för Inden Du af Reiste, men da det nu vel næppe skeer saae vil ieg tilskrive Dig disse Linier, i dag paa Aarets förste Dag, og til önske Dig alt det Gode Som forsynet uransagelige viisdom til deler dem som vandrer Efter hans Willie. Blev ved at være den samme sædelige og dygtige Som Du hiden til har været, da vil Du lette en stoor Del af den Sorg som Din gode Moder har fridtet, og som daglig tryker hende, og hun vil i Dig finde ( noget ?) af hvad hun har tabt, naar Du sta -------------------------------- foran paa Dydens Banne, og Glemmer ikke Din Gud, thi det er alene ved ham, at vi bliver skikket til at gaar Livet og den forförenlse I möde, og giver od kraften til at vælge det Gode og skye det onde, hab vil og give Dig forstand til at tænke og wercke for Dit fremtidige vel som saae Inderlig önskes af Din Farbroder og mig som aldrig skal lade af at Elske Dig.

Lone Kieldsen

Mölgaard

___________________________________________________________________________________

Dette Ønske gientager Jeg, og haaber Du freyger Gud og Hjerte löfterne er her Indlagt een 5 Rde. Til Nyt Aarets Gave fra min Kone - Jeg skulde Haft Nogen Rigtighed givet mod Dig om den Studehandel da Jens Kieldsen Siger Du tilkomer Penge hos mig.

P. Kieldsen.

____________________________________________________________________


Kiere sviger sön


Du skal have saae mange tack fordi Du glemmer ikke at skrive mig det vil alle tider Glæde mig at spörge at Du lever vel, og dette er mit önske for Dig saa vel som for mine Egne at Du maae frygte Gud og vandre efter hans Viliesaa gaar det Dig vel, og lad mif se at Du ikke Glemmer de gode Formaninger Du har faaet af mig saa vel som af Dine kiere Forældre, og siden af H Gudtader Juhl, saa vel som de sidste Formaninger han gav Eder paa Eders Confirmation at i for alting maate vogte Eder for letsindighed seltil lid og omgang med slette Mennesker, dette var 3 vigtige ting gid i stedse i unge mennesker maae Errinde eder det, da er ieg over beviist om at det ville give eder Kraft til at modstaae Verdens forströelser, og der vid giöre Eder værdig til gode Menneskers Venskab og hvem vinder mere der ved en eder selv, tid ved at være fligtig og agtpaagivende vinder man sine foresatters öndest, og da gaar tiiden uformærkelig til vi opnaar vores bestemmelse, nu er det vel nock af denne Slaags og Du vil vel sige at det er gaat at Du sjælden faar brev fra din Lone Moder tid der ere saa mange For maninger der i at dethalve kunne være nock, men Du kan tro min gode Mathias at det er og Ærlig og vel meent og ieg troer og saa Du tager det godt op da det kommer fra Din sviger Moder; Din Kiereste lever ret vel saa vel som Din Fader han snaker saa ofte om hans Sön i Hobroe skal komme hiem Gatha ville sierne, Loiese dertil men hun tö ikke, for de andre vil lade hende höre det, ieg troede ieg skulle have tallet ved Dig og andreSöner da ieg var i wolstrop men det slog tiid Men nu haaber ieg om vi lever til Jul at ieg faar saa mange fremede Contorister fra Hobroe of Skaaerup ( ? ) og Havnöe som der kan Kiöres paa en vel bespant vogn, nu ved ieg ikke mere at Errindre uden dette at DU har Ret i at De er doun til at skrive Dig til, men dette er ikke min Skyld, vorres venligste hilsner for Hr. Jansen og gode Kone, beder ieg Du af læger og vær slev kierlig hilset af Din, Dig, Elskende faster

Lone Kieldsen


Mölgaard d/ November 1818

_________________________________________________________________________________
Kiere Mathias
Det er nu længe siden jeg saae et brev fra Dig og naar det var ikke, ar Du var, eller skal være min Sviger Sön , saae skulde Du have nogen uteck, tii om Endskiönt jeg selv er doven til at skrive saae vil jeg dog Ret gierne see et brev en gang Imellem fra I unge Mennesker, jeg ventter dog at Du kommer hiem i piinsehelligdage og mmae ske flere Contorrister, saa veed ieg da og ar Du komer til Mölgaar for at siige Os hvordan at Du lever da ieg synns at lenges efter Eder I Mellem, men saae tænker ieg gid I blott ville frygte gud og skikke Eder vel da var det den störste Glæde I kunde unde Eders forældre og venner, og dette önske gientager jeg ogte naar ieg betænker at I Eere blant Fremede, og skal tiid efter anden sættes paa pröve, ved at see Verdens forförelser, gid I da maatte Errindre Eder de gode for maninger, og lærdom som I haver faaet, det ville da give eder Kraften til at mod staae en hver fristelse hvorledes lever Hr. Jansen og gode Kone samt deres Börn Du kan troe at Din Fader snacker ret meget om hans sön som er paa Hobroe, nu ved ieg ikke mere at Errindre men jeg beder Hr. Jansen og gode Kone mange gange hilset, og vær selv hilset af Din oprigtige Sviger Moder

Lone Kieldsen
Mölgaard 7. Mai 1819


Du har vel ikke hört noget til om mit Garn er Kommet fra Kiöbenhauvn Jens Kiledsen og andrer Ørndrupper er Kört til Hauvnör for at hentte Tömer alt saae har de bæge en Syogtöwen

_________________________________________________________________________________


Kiere Mathias
Da ieg nu ikke har flere sönner i Hobroe En Dig, saa hober Ieg at Du skriver mig til En gang i Mellem for at lade mig vide hvorledes Du lever, Det glæder mig det Meste at Din gode Husbonde H Jansen beholdt sit leve bröd for det hafde været et haardt stöd for disse gode Folk om de skulle giort flÿtte, ieg beder nu hilse Dam mange gange og der som de komme her op i Egnen da Er de saa god at besöge os paa Mölgaar, vi har ikke hört noget fra Christian siden han reiste, Gud ledsage ham og give ham for stand til at skikke Sig i denstore Menneske Vrimmel han kommer, ar han maatte være fast nok til at modstaa lysterne, og glad for at gaa frem i det Gode, det er hans Faders og mit önske, tid i ved ikke i unge og uerfaren hvor nær eders fremtidig vel ligger os paa hierttet, gid vi maatte leve den Dag at vi maatte höste Frugter af ald vor omsorg og bekömring Komer Du ikke hiem i pinse helligdagene, ieg skal hilse Dig fra Jens, Clas (?) Nielaus (?) , hvilket Du vil helstgae, han ventter Dig, hand Reiste i gaar til Bustrup Med 300 Rdl. (?). som Din beste Fader hafde laant Din Moder og Eder Fader, til Skatter, Du har vel TALET Ved Kield siden han kom hiem fra Holsteen, Du har jo og mistet en troe Kamarat I Höm, har de haft nogle Brev fra ham, lev nu vel og vær mange gange hilset af Din Fader og mig der altiid er Din oprigtige Lone Moder, eler Sviger Moder.

Mölgaard 14 Maÿ 1820.  
Kjeldsen, Peder (I16)
 
4 " I sit 12 år blev han Kadet, ved hver årsprøve flyttede han op i en højrer klasse og udnævntes den 1. November 1841, efter at have gjort tjeneste i et år som repetent ved Landkadetkorpset, til Sekondløjtnant i Oldenburgske Regiment, hvorfra han ved hærordenen af 1. Juli 1842 fortsatte til slevigske Jægerkorps, der fra 1842 kaldtes 4. Jægerkorps. I 1846 byttede han plads med en kammerat, der stod i 2. Jægerkops, og med denne afdeling rykkede han i felten 1848. Det kompagni, han stod ved, kom ikke synderlig i ilden, men det bivånede alle træfninger i dette felttog, og det gik den fyrige, unge løjtnant hårdt til hjertet, at folkene efter slaget ved Slesvig endnu havde hele deres patronforråd, og at de den næste dag, da de tre andre kompagnier leverede den glimrende Arrieregardefægtning ved Oversø, heller ikke kom til at måle sig med fjenden. Efter Lichts optegnelser stod tredje kompagni den dag ved Barderup, " Hvorfra det havde sine poster udstillede til Oversø ". I 1849 deltog Licht i træfningerne i Sundeved og i slaget ved Fredericia den 6te juli. Korpset tredie kompagni, ved hvilket han stadig var ansat, trak sig, da tropperne vare rykkede ud af Fredericia, forbi fjerde kompagni og vedblev at gå imodvest, indtil det kom til Oversvømmelserne. Det gik frem langs med dennes østre rand og blev stærkt beskudt i flanken fra den modsatte bred. Det rykkede derpå frem imod Redoute III, fra hvilken skanse de fjendtlige reservers angreb tvang kompagniet til at trække sig tilbage. Det optoges af tredie brigade, i forening med hvilken det slog fjenden og forfuldte ham til Bredstrup. For sit forhold i slaget blev Licht udnævnt til Ridder af Dannebrog.
1850 forfremmedes Licht til kompagnichef ved tiende lette bataillon og han førte sine Sønderjyder fra sejr til sejr i dette for os så lykkelige felttog. I slaget ved Isted den 25. juli kæmpede han på venstre fløj ved Vedelspang, hvor Oberst Krabbe med tre batailloner og otte kanoner slog den dobbelt så stærke fjende, der støttedes af 20 kanoner.
6 uger efter Istedslaget, da Tyskerne havde forvundet nederlaget, søgte de at hævne det, og deres fører, den preussiske General Willisen, angreb den 12. sep. med en styrke af 10 batailloner, 3 eskadroner og 46 kanoner, - Krabbes 3 batailloner, 12 kanoner og en eskadron, som ved Mjøsund og Østervold dækkede den danske hærs stilling ved Dannevirke. Kompagnierne Junghans, Müller og Licht af 10. Bataillon havde forpost på Østervolden. Licht stod på højre fløj ved Mølhorst, Junghans på venstre fløj i Kokkendorf og Müller i reserve. I flere timer modstod de kække kompagnier 3 batailloners og et batteris angreb. De forlod først Kokkendorf, da fjenden trak forstærkning til sig og gik under stadig kamp, dækkede af Dinesens kanoner, over Kokkendorf hede til Mjøsund. Efter at være passerede over Skibsbroen stillede de på Brinkerne langs Sliens nordre side. Slien danner her en lille halvø, der ypperlig egner sig til et hårdnakket forsvar, da den flankeres fra nordsiden. Halvøen forsvaredes af tredie reservebataillon og et kompagni af tredie Jægerkorps, der stod I lette feltforskansninger. Fjenden førte 7 batailloner og 26 kanoner frem i første lilje og stormede gentagne gange, men kastedes hver gang med kraft tilbage. Vore kanoner, der stod nord for Slien, støttede fodfolket ypperlig, og da flere af konstablerne faldt for de fjendtlige skarpskytters ild, ilede Licht med sine soldater hen til kanonerne og ydede dem en velkommen hjælp. Efter 3 timers beskydning forlod fjenden i aftenskumringen slagmarken og flygtede gennem Kosel og Veseby, forfulgt af vore 3 batailloer, Dinesens batteri og eskadronen Heramb. 10. Bataillon stormede frem på højre fløj og belyst af de brændende lejrhytter, som fjenden havde stukket i brand ilede den frem, indtil Brigadechefen standsede forfølgelsen til stor sorg for soldaterne, der med heftighed forlangte at vedblive med forfølgelsen. En officer, der om natten red over valgpladsen, anfører et smukt træk af en soldat, der var skudt gennem brystet, og han ville trøste, " Aa, tal ikke om mig, " svarede den dødelig sårede soldat, " der er jo faldet så mange idag, når vi blot sejre, så er det det samme med mig ". Så levende var kærligheden til fædrelandet i den danskes soldats bryst.
Efter at Sønderjylland var genvundet, kom Licht I 1850 tilbage til andet Jægerkorps, hvorfra han i 1854 fortsatte til den i Aalborg garnisonerende 11. Bataillon, med hvilken han rykkede i marken, i krigen 1864. Også i denne krig fik han gentagende gange lejlighed til at vise, at han var en udmærket fører og en modig soldat. Den 3. feb. 1864 angreb hele den østrigske hær under Gablenz forposterne af General Steinmanns division, der dækkede rummet mellem Rensborgchaussen og Hadebynor. Flere kompagnier af 11. Regiment indvikledes i forposternes kamp ved landsbyen Overselk. Licht havde halvdelen af sit kompagni stående langs med randen af en grusgrav, hvorfra den beherskede vejen, ad hvilken Østrigerne rykkede frem, den anden halvdel af kompagniet stod tilligemed kompagniet A. Staggemeyer i reserve. Skytterne af Lichts kompagni forsvarede kækt deres stillinger og da de stæerske Jægere, der dannede Østrigernes fortrop, stormede grusgraven, gik den anden halvdel af Lichts kompagni og kompagniet A. Staggemeyer imod dem, og det kom til et sammenstød, hvor både bajonet og kolbe brugtes med fryd. Østrigerne måtte vige. De forstærkedes med afdelinger af regiment Martini, og vore forposter forlod derfor Selk og stillede sig på det bakkedrag, der strækker sig fra Kongshøj til Noret. Gablenz angreb denne stilling med 4 batailloner og 2 batterier, imod hvilket vi kun stillede 1 kanon - dens kammerat var blevet taget af fjenden på tilbagetoget fra Selk.
Da det østrigske artilleris ild ikke var i stand til at bringe kompagnierne af 9de, 11te og 20de regiment til at vige, førte Gablenz sit fodfolk frem til storm. Det led store tab, og da det var kommet halvvejs op af skråningen, gik de danske kompagnier frem til modangreb og kastede fjenden ned af højderne. Han stormede på ny og nåede bakkekammen, men blev atter slået. Det kom til sammenstød med blanke våben. Lichts premierløjtnant, Johannes Beck og den tapre kaptajn Harald Meincke faldt i denne kamp.
Det var Major Rist, chefen for 11te regiment, der ledede kampen ved Selk og Kongshøj. Han var altid blandt de forreste og besad den sjældne evne at indgyde soldaterne sit eget ustyrlige mod, men han manglede overblik. Da det forekom ham, at fjendens angreb hovedsagelig var rettet gennem rummet mellem Brekendorfvejen og Noret, trak han de kompagnier, der stod vestfor vejen på Kongshøj, mod øst. Kongshøj blottedes, fjenden benyttede sig deraf, gik frem vestfor vejen og bemægtigede sig Kongshøj, som det ikke var muligt for den deling af 20de regiment, som kompagnichefen havde efterladt her, at holde. Fra det højt beliggende punkt rettede nu fjenden en ødelæggende ild i siden på vore kompagnier, der, overraskede ved at se stillingens nøgle i fjendens hænder, i stor uorden blandede imellem hinanden løb tilbage til Vedelspang. Der bragte bataillonscheferne atter orden tilveje og førte afdelingerne indenfor Dannevirke. Næppe havde de efter Scharffenbergs anvisninger besat den yderste af de to volde, det støtte sig til Hadebynor, så måtte de forsvare volden imod angrebene af den forreste østerrigske brigade, der under sin fyrige chef Gondrecourt stormede virket. Fra volden modtoges de fremstormende Østerrigere med så eftertrykkelige salver af vort artilleri og fodfolk, at de vaklede, og da vore reserver under Harald Stockfleth, Licht og Knauer med et livligt hurra viste sig på brystværnet, veg Østerrigerne og flygtede tilbage til Vedelspang. Fra denne by rykkede de atter frem, men ikke mere med den kraft som ved slagets begyndelse, og da Oberst Scharffenberg lod nogle kompagnier af 9de og 20de regiment gøre et udfald, så trak Østerrigernes hovedstyrke sig tilbage til syd for Kongshøj. I kampen var Licht blevet såret af en kugle i hovedet. Den 3. Kugle, der ramte ham på denne dag. Den første havde bortrevet en støvlehæl, den anden slog igennem hans rejsetaske, og flere af de breve, som han fra sygesengen skrev til sin hustru, ere skrevet på papir, der er gennemboret af en østerrigsk spidskugle, den 3. Kugle spolerede hans nue hue, som han fortæller spøgende i et brev, sønderrev pandehulen og prellede af på hans hjerneskal, han faldt baglæns ned af volden og havde nu nok for nogle uger. Da Dannevirke rømmedes, blev han med 15 andre sårede sat i en omnibus, der bragte ham til Flensborg, og derfra afgik han med dampskib til København. Medens han var bundet til sygesengen, var hans tanker altid ved hæren, hvor han blev savnet. Han skrev til sin hustru, der opholdt sig i Jylland,: " Kan du komme til København, skal Du skynde Dig, thi jeg ved ikke , hvor længe jeg er her. Saaanart Saaret er nogenlunde lægt, og Kræfterne melde sig, saa melder jeg mig atter til Tjeneste, thi Hæren trænger til sine Førere, den kan ikke undvære Officererne, især de ældre, den har mistet mange og mister flere hver dag; Fjenden vil have Ende paa denne Krig og er forbitret over den haardnakkede Modstand, han møder. Fæderlandets Nød kalder mig bydende til Virksomhed, den Pligt, jeg har at opfylde, maa jeg opfylde. Tro mig, Gud vaager over os, og hvad der end møde, da betragt Alt som den bedste Tilskikkelse. " - Han forklarede lægen, at både matheden, hovedpinen og den susen, han havde for ørene, ville gå over, når han kom til at marchere. Og næppe helbredt for sit farlige sår ilede han atter til hæren og kom tidsnok til at deltage i kampen ved Vejle den 8 mar., hvor han atter målte sig med sin gamle modstander, Østerrigerne. Hans kompagni var på forpost, fordelt i 3 feltvagter, syd for byen og åbnede kampen.
Klokken 2½ eftermiddag angreb fjenden Lichts kompagni med 2 kompagnikolonner, der gik luige imod den midterste feltvagt, som stod så godt opstillet i 2 dele i skovranden og bag en bakkekam syd for møllen, at angrebet afsloges og mange Østerrigere måtte bide i græsset. Da kompagniet erholdt befaling til at trække sig ind i Vejle, dækkede det sig med en deling under premierløjtnant Skeel, der opholdt fjenden, til fløjvagterne var frelste. Skeel såredes. Østerrigerne kørte 4 kanoner frem til møllen syd for byen og beskød kompagniet med granater. Det trak sig langsomt fra stilling til stilling ind i Vejle og Licht var blandt de sidste, der gik gennem forhugget, hvormed indgangen til byen spærredes. Det regnede med granater og kugler og fjenden var rapfodet. Han ryddede forhugget og trængte frem indtil torvet. Licht fik god lejlighed til at lægge sin førerdygtighed for dagen. Det blev også almindelig anerkendt og i hovedstadens første blade læste men den gang,; " Ellevte Regiment har kæmpet med mageløs Bravour ved Vejle. Af Officererne nævnes især Kaptajn de Fine Licht, den Samme, der ramtes af tre Kugler i Fægtningen ved Bustrup. " Han førte sit kompagni til den plads, der var bestemt for det på bakkerne på den østre side af strandkanten ved Horsensvejen og forsvarede den indtil den højestbefalende på grund af angrebets natur begyndte sin retræte imod nord. Kompagniet havde i denne træfning et tab af 6 dødelig og 20 mere eller mindre hårdt sårede mænd. Få dage efter træfningen ved Vejle forfremmedes Licht til Bataillonschef og hædredes d. 17. april 1864 med Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Under forsvaret af Dybbølstillingen bevogtede Licht med sin bataillon i april strækningen fra Arnkilsøre til Kjærvig.
Ved 11te regiment vedblev Licht at gøre tjeneste til 1867, da han udnævntes til Oberst og chef for 19. Bataillon, som han førte i samfulde 13 år. I 1880 blev han chef for 26. Bataillon, som han førte til sin afsked fra hæren d. 1. april 1882.
Oberst Licht har ikke alene knyttet sit navn til Danmarks hædersdage, men han har også forstået at opretholde mandstugten og vække den krigerske ånd i fredens trange kår, hvor tiden skrider så trægt afsted for soldater. Han ofrede sig for pligten, gik bestandig den lige vej, og hans fejl var måske, at han var altfor beskeden i sin optræden. Han havde ypperlig kommando over sine folk, kendte sin tjeneste til punkt og prikke og løste godt den vanskelige gåde at optræde humant og dog udøve magten med fast hånd. Hans dygtige embedsførelse og jævne, bramfri optræden gjorde ham afholdt af alle. Et smukt bevis på sine undergivnes tillid erholdt han, da han en dag bivånede en yngre officers foredrag i forsvarssagen. Efter foredraget anmodede den pågældende officer ham om at sige nogle ord til den talrige forsamlig af landsmænd. Han sagde: " Jeg ser i denne Forsamling adskillige Kammerater fra Felten. Man kan ikke sige Andet om os, end at vi have kæmpet som modige Mænd, men vi have bittert beklaget og dyrt betalt, at vore Fæstninger vare i slet Stand. Fæderlandet maa bukke under i første Sammenstød, naar det Sted, hvor Flaaden skal rustes, og hvor vi have de Vaaben og Forraad liggende, hvormed Krigen skal føres, er udsat for at falde i Fjendens Haand, naar vi ikke have faste Støttepunker." Nu kom der liv i forsamlingen. En gammel soldat, en bondemand, for resten en ægte og sand venstremand, men en af dem, der sætte hensynet til fæderlandets selvstændighed langt over partikævlet, sagde, : " Obersten har altid haft vor tillid, og hvad han foreslår, der er rigtig. Når han siger, det er nødvendigt, at København befæstes, så er det så og så er det blot underligt, at regeringen ikke for længe siden har taget fat, da det jo er nødvendigt for vore kære fæderlands fremtidige beståen. "
Da Oberst Licht blev opfordret til at søge sin afsked, kunne han ikke fatte, at det var nødvendigt, da de, som skulle drages frem, efter hans skøn næppe var hans jævnbyrdige i mod og tjenstdygtighed, Han knækkedes vad dette slag og døde efter en langvarig sygdom. Alle hans gamle kammerater mødte ved hans båre og kappedes om at lægge deres deltagelse for dagen.
Han var aspirant-kadet 1833, - sekondløjtnant ved Oldenborgske infanteriregiment 1841, fortsatte til slesviske ( senere kaldet 4. ) jægerkorps i 1842 og derfra til 2. jægerkorps 1846, med hvilket han rykkede i felten i 1848. Blev under
krigen kompagnichef ved 10. lette batl., efter slaget ved Fredericia blev han R. ag Dbg., fortsat til den i Ålborg garnisonerede 11. batl. og var med denne afdeling deltager i krigen 1864. Bataillonschef og i 1864 Dbm., chef for 19 batl.
1867, chef for 26 batl. 1880, afgik fra hæren 1882 og var imidlertid blevet K. af Dbg. 
Licht, Markus Philip Vilhelm de Fine (I563)
 
5 1' borgmester i København, Student fra Slagelse 1784, Cand. jur. 1789, kopist 1790 i dansk kancelli, 1794 kancellist.
1796 birkedommer i Antvorskov Birk, senere rådmand i Slagelse, 1805 borgmester i Slagelse. 1809 politimester i København. 1814 3' borgmester i København. 
Bagger, Rasmus Langeland (I6824)
 
6 13 juni 1764 fæster Anders halvgården i Glenstrup og 29 dec 1772 skøder han (60 år gl.) hele gården til sin ældste søn. Steenild, Anders Nielsen (I8460)
 
7 1731 er Gundestrup to halve gårde delt op i 1 halv og 2 kvarte gårde.
Gårdene fæstes af
Jens Kieldsen, af HK 9-4-22-2-
Jens Christensen, af HK 4-6-1-1
Niels Bierregaard, af HK 4-6-1-1
1734 er det de samme der er fæster.
 
Kieldsen, Jens (I1)
 
8 1784 fæster af faderens halvgård, og 1772 ejer af hele herligheden. Af Mikkel Kjeldsen til Lerkenfeldt køber han (skøde 10 sep. 1795) den gård som Laurs Nielsen hidtil har beboet for 300 Rdl. Christen Steenild flytter Gården ud på marken og kaldte den Stenildmosegård. Steenild, Christen Andersen (I8451)
 
9 1793-1820
Jørgen Lemvigh (søn af sognepræst Hans Jørgen L. og Karen Jensdatter Rahbek), født 6. marts 1760 i Hemmet præstegård, død 6. august 1831 i Skagen. Gift med Else Kirstine Lund, født ca. 1765, død 16. marts 1851 i Køge.
Skriver på Københavns toldbod i tretten år. Konsumtionskontrollør i Hjørring 10. juli 1789. Told- og konsumtionskasserer i Skagen 12. juni 1793, afskediget 1. juli 1820. 
Lemvigh, Jørgen (I7369)
 
10 1803-1834
Peder Pedersen Tofte
Overtold- og konsumtionsbetjent i Ribe 28. december 1803, konstitueret toldinspektør sst. 1818-20.  
Tofte, Peter (I10801)
 
11 1818-1820, konst.
Peder Pedersen Tofte (søn af vægter Peder Hansen og Anne Olesdatter), født ca. 1755 i København, død 4. august 1834 i Ribe (Domsogn). Gift 1. gang ca. 1792 med Marie Cathrine Heerup Langeland, født ca. 1767, begr. 13. marts 1806 i Ribe (Domsogn). Gift 2. gang [udat.] 1806 i Ribe (Domsogn) med Marie Elisabeth Birgitte Køppen (datter af sekondløjtnant Johan Frederik K. og … Petersen), døbt 4. februar 1778 i Næstved (Mortens), død 3. oktober 1835.
Tofte var bogtrykkersvend i København i 1787, mens hans senere hustru var stuepige hos oberstløjtnant v.d. Osten i Kolding. Toldbetjent i Faaborg ca. 1790. Toldbetjent og visitør i København 28. december 1796. Overtold- og konsumtionsbetjent i Ribe 28. december 1803, konstitueret toldinspektør sst. 1818-20. Tofte håbede at blive Høegh Guldbergs afløser, men fik i stedet en rangtitel.
Kammerråd 1820.  
Tofte, Peter (I10801)
 
12 1927 overtog han erhvervet som bestyrer af Randrupgård (som han onkel ejede), og i 1937 købte han ejendommen. I 1938 bortforpagtede han gården, dog uden skov og mose, for at flytte til sin mor i Klostergården i Mariager, som han købte i 1939. Vestergaard, Søren Sørensen (I2478)
 
13 1928 Apoteker i Øster Vrå.
1934 Apoteker i Ulfborg. 
Engberg, Carl Frederik Marius (I2645)
 
14 2 okt 2003, Kristelig dagblad. -85 Pastor emeritus Poul Wiinholt Glasius, Hjørring, der er cand.theol. fra Københavns Universitet 1944, blev samme år hjælpepræst ved Holme og Tranbjerg Sogne ved Århus. Siden var Poul Glasius i næsten 25 år præst i Skyum og Hørdum Sogne i Sydthy, inden han i 1972 tiltrådte embedet som sognepræst i Jerslev-Hellum Pastorat ved Brønderslev. Herfra gik han i 1988 på pension. Wiinholdt Glasius, Poul (I6127)
 
15 2/5 1868 [Strandby-F. 26/10 57] Caspar Nicolai Smith af Stege, f. Saxkjøb. 9/10 15; St. pr. 36; C. 11/7 42, l.; Huslærer p. Engestofte; p. Cap. Everdrup 6/12 45, o. 9/1 46; # 14/11 50; c. Sp. Skads, Tønder Pr., 24/9 50; Sp. ss. 26/5 51; Pr. 12/12 63 (1/1 64); 1 ~ 11/8 51 Elisa Augusta Giegengack, f. Maribo 4/1 23, † 23/7 57; F. Valentin G., Bog- og Papiirhandler samt Lotteriecollectr. og Opsynsmd. v. Befordringsvæsenet i Maribo; M. Kirstine (Christine) Marie Kauffmann; 3 B.; 2 ~ Aalbg. Bud. K. 8/12 59 Cecilie Margrethe Kjerulff, f. p. Hornskovgd., Farstrup S., 2/1 35, † 16/8 93; F. Propr.; M. Mette Kjeldsen; (67) 3 B.; [3/4 1875 Korup-U.; # 83; † Frederiksberg 14/12 91; E. S. 3/198]. Kjerulf, Cecilia Margrethe (I192)
 
16 3. aug. 1716 fik han bestalt som skoleholder i København Jørgensen, Casper (I7373)
 
17 820-1837
Jacob Peter Lemvigh (søn af toldkasserer Jørgen L. og Else Kirstine Lund), døbt 1. april 1791 i Hjørring, død 7. juni 1851 i Køge. Ugift.
Premierløjtnant. Told- og konsumtionskasserer i Skagen 1. juli 1820. Konst. told- og konsumtionsinspektør i Svendborg 9. august 1831 – 15. maj 1832. Toldinspektør i Rønne 7. marts 1837. Told- og konsumtionsinspektør i Køge 21. september 1843, afskediget 20. maj 1851.
Krigsråd 1820. 
Lemvigh, Jacob Peter (I7547)
 
18 842-1880
Johan Frits Tofte (søn af overtoldbetjent Peder Pedersen T. og Marianne Elisabeth Birgitte Køppen), døbt 7. maj 1807 i Ribe (Domsogn), død 12. august 1880 i Besser, Besser sogn. Gift 17. juli 1842 i Hørsholm med Wilhelmine Henriette Hartz (datter af gartner Henrik H. og Cathrine Guldberg), født 27. maj 1816 på Ryegård, Rye sogn, død 27.februar 1883 i Horsens (begr. i Besser).
Toldbetjent Faaborg, krydstoldbetjent i København 7. maj 1833, konst. told- og konsumtionsoverbetjent Roskilde. Tolder på Samsø 25. januar 1841, toldforvalter sst. 22. maj 1845, toldoppebørselskontrollør sst. 20. maj 1851, afskediget 21. februar 1880.
Prædikat af toldforvalter 1852. Justitsråd 1880. 
Tofte, Johan Fritz (I10803)
 
19 Agathe Hjorth f. Kjeldsen, Thustrup

Af kaptajn Jens Hjorths livserindringer

Min moder Ane Agathe Hjorth, født Kjeldsen, er yngste datter af godsejer Peder Kjeldsen og Abelone Kjeldsen, født Faurschou, hun er født d. 8. aug. 1816 på Mølgård og var tiende barn der.

Hun mistede sin moder, da hun var 11 år gammel, d. 16 feb. 1822, og havde da en ældre søster, Dorthea Johanne Kjeldsen, i moders sted, indtil hun den 9 dec. 1826 blev gift med Jens Laursen Dalsgaard af Stistrup mølle. Moder havde derefter 3 ældre søstre, men om nogen af dem senere har bestyret huset for Peder Kjeldsen eller har været trådt i moders sted, ved jeg ikke. Kun at min moder i sin tidligste ungdom har været i Hobro for din uddannelses skyld, søgte en bedre skole og er oplært i alle de fag som datidens unge damer burde kende, såsom tysk, tegning, maling, syning og dans. Jeg har som barn set hendes vandfarvemalerier og broderinger af navneklude. Jeg ejer endnu en tegning af hende, en smuk blomsterkurv, tegnet af hende som ung kone i 1834, tegnet, da hun bar mig under sit hjerte. Hun har sikkert som ung været en munter og tiltalende pige med en god opdragelse. Hun elskede dans og kunne endnu som ung kone danse en engelsk Reel. Hun havde en pæn lille sangstemme, som hun i sine yngre dage ofte glædede fader med. fader tog ikke fejl, da han ægtede hende d. 20 okt. 1832, kun 22 år gammel; hun gik ind til en ansvarsfuld stilling som forpagterkone på Lindenborg med dens store folkehusholdning. Om hendes kvalifikationer svarede til denne plads, ved jeg ikke, men hun tog sin gerning og mestrede den smukt, og fader var ikke den sidste til at anspore hende til udfoldelser af alle hendes evner ifølge hele hans natur.



J. Hjorth.
Jeg kan ikke nægte mig den glæde at fremdrage her, hvad min søster Fru Kirstine Westenholz, Refnæs skrev om vor moder efter hendes død til opbevaring i familiearkivet.

Min moder! Hellige lyd, den skønneste af alle! Tynd og slank og bleg står du for min tanke fra min tidligste barndom, med et stort velplejet hår; aldrig i verden har jeg set hende andet end altid tækkelig og skinnende ren, trods arbejdsdragt.

Et præg af megen alvor, som var det første indtryk, fremmede fik af hende, var en følge af de mange store pligter, der påhvilede hende, den efterhånden store børneflok, og så den meget store husholdning, som lagde så umådelig beslag på alle hendes evner og kræfter. Fader var den energiske virksomme husbond ved hendes side, der bestandig drog hende med til pligtens opfyldelse, måske af og til forcerede dette lidt for stærkt, med derved fremkom vel hendes store ualmindelige dygtighed, der gav hende en sådan overvægt overfor alt hendes tyende, og som hjalp hende til at holde enhver til sin pligt på en god måde.

Mine forældre havde deres folk længe, trods det de måtte bestille noget, men så til gengæld fik de en så udmærket kost, at der ligefrem gik ry af denne, noget som tildels i den senere generation er bibeholdt på stedet – foruden den gode kost var der flere lignende behageligheder i det velhavende hjem, som vel også drog dem til huse. Tidsånden var jo anderledes den gang end nu, der var mere ro over tyendet.

Moder havde åben hånd og hjerte for nød, ingen gik uhjulpet fra hende, hun gav arbejde til så mange udenfor hjemmet, hvilket var en nødvendighed for at holde den store børneflok hel og ren og det store hus i stand indvendigt, og altid når hun betalte, fulgte der fra hendes side en liden skønsomhed i form af lidt slagteri og sligt.

Moder havde en ærgerrig moster eller faster, der altid delte hendes venner i ”mine Herregårds venner” og ”små venner”, af disse havde moder mange, der med tillid kom til hende og klagede deres nød; - hvem af os børn på Thustrup mindes ikke ”Helvig”, den store kantede karlskikkelse, der var gift med en ond mand. Hun var selv en tålmodig stakkel, der ofte kom til moder og hviskede sin sorg og nød i moders øre, og blev trøstet efter bedste evne. Den tillid og det venskabsforhold, der igennem årene holdt sig mellem de to, gav anledning til, at Helvig på gården gik under navn af Fruens søster. Mandens ondskab kunne moder ikke tage fra hende, men hun kunne på så mange måder trøste både ved ord og gerning, så stakkels Helvig kunne vandre styrket hjem til det fattige hjem og de trange kår, lidt stærkere til at bære det alt sammen.

En søn af Helvig, en stakkels forskræmt dreng, kom senere til at tjene under de gode forhold hos moder.

Blandt de mange ”små venner” var der ”Sønder Kirsten”, en ældre, ensom, ugift, noget svag kvinde, der var ”Hofskrædder” for moders mange drenge i deres mindreårighed. Hvor var moder ikke god og betænkelig imod hende, og sådan mod mange, mange.

Moder var i sit inderste hjerte meget religiøs, dette var det, som bestemte al hendes færd. Hun blev ved at være det, til sit sidste åndedrag.

Af temperament var moder egentlig livlig og spøgefuld og havde en vakker lille sangstemme.

Moder havde en farlig evne, hun kunne så udmærket kopiere folk, men hun var klog og godmodig nok til kun med måde at benytte denne evne.

Moder dansede gerne, om det end kun sparsomt blev hende til del at komme på bal, så hændte det dog. egnen holdt jo baller den gang som andre steder – af og til skovballer og sligt. Moder har såmænd danset med Kong Frederik den Syvende på hans Jyllands rejse, den stad Ålborg gjorde bal for ham. Selvfølgelig vekslede han nogle ord med hende.

Moder morede sig sådanne steder, hun var altid smuk og smagfuldt klædt, som det passede for hendes stand, dette var efter fader ønske.

Når moder var let om hjertet, kunne hun ret slå gækken løs, hun kunne danse ”Reel”, så det var en lyst at se, kun på senen har jeg set noget lignende – af fingerede sømænd.

I vor tidligste barndom var vi børn jo helt overladt nat og dag til ”Gamle Tante”, min amme. Hun havde vor kærlighed, men efterhånden som vi blev ældre, kom jo den rette kærlighed og forståelse af vor elskede moder, og endnu mere, når vi vandrede ud fra hjemmet og selv dannede et sådant, hvor var moder ikke hjælpsom og betænksom og god imod disse unge hjem, at vi ikke altfor meget skulle savne det velhavende barndomshjem, og hvor styrkede til livets pligter er vi altid draget bort, efter at moder havde samlet os derhjemme, til det bedste hun kunne byde.

Refnæs i december 1898 Kirstine Westenholz.
Med sine sjældne og elskelige egenskaber blev Ane Agathe gennem mange år sin mand en energisk og trofast livsledsagerinde I det virksomme hjem, hvor slægt og venner ofte blev bistået med råd og dåd. I ægteskabet blev der født 15 børn hvoraf 4 døde som mindreårige.. Den store børneflok i forbindelse med den daglige husførelse og de mange folk kunne nok give en husmoder noget at bestille og tænke på, men Agathe forstod den kunst at styre det hele på en rolig og besindig måde og at lede sine undergivne med dygtighed, så at de følte sig knyttet til hjemmet og ofte blev gammel i gårde. Navnlig havde hun en fortræffelig hjælp til den store børneflok i gamle Christiane Frankfurt Guldtand Christensen, født i Nibe 29 sep. 1803, af alle kaldet TANTE. I 45 år havde hun var hun hos familien, hvor hendes kærlighed overvandt enhver anstrengelse ved børnenes pleje og pasning, ligesom hjemmets og børnenes sorger også var hende. Hun døde 24 april 1878, og ligger begravet i familiegravstedet på Fræer kirkegård.

Når virksomheden på Thulstrup gav så gode resultater, må det ikke glemmes, at hustruens gerning inden hjemmets døre fuldt ud stod ved siden af mandens, hvorfor der gennem hendes virksomme og rolige hjælp må tilskrives hende en stor andel i hvad der nåedes.

På Thulstrup førtes der et gæstfrit hjem. Omgangsvennerne var mange og husmoderen måtte ofte søndag aften være belavet på at se 10 - 12 gæster ved sit bord. 
Kjeldsen, Anne Agathe (I90)
 
20 Alle hans børn har af præsten i Hune sogn, fået efternavnet CHRISTENSEN, dette blev rettet i 1905, til CLAUSEN. Clausen, Morten (I9322)
 
21 Alle oplysninger om hende og hendes efterkommer har jeg fået af Mr. Tero Tulkki, Helsinki, Findland. Holst, Anne Judithe (I5603)
 
22 Alle oplysninger om Inger Nieuwenhuis Møller og Kai Jørgensen's efterkommer er samlet og skrevet i en slægtsbog, af Niels Olaf Jørgensen(søn) og Henrik Staun, (svigersøn) i 2207 Nieuwenhuis Møller, Inger (I6884)
 
23 Anders data er fra en gravsten på Overlade kirkegård, fra samme gravsted som han forældre. Men jeg har ikke kunne finde hvor han er født. Lemvig, Anders (I7586)
 
24 Anders immigrated to the United States and was rememnered by his niece, Ella Clark, as being the "Black Sheep" of the family. Anders (also know as Andrew) was very much a wanderer and loved to travel to many places without ever really setling down. He lived in Seattle, Washington for a while but he died in Salt Lake City. Faurschou, Anders (I1152)
 
25 Anders M. Andersen var smed i Haslund. Andersen, Anders Møller (I6344)
 
26 Anna Charlotte var tvilling, men hendes tvillingsøster døde straks efter fødslen. Agerup, Anna Charlotte (I10666)
 
27 Apoteker i Kerteminde. Fribert, Frants Vilhelm Trojel (I748)
 
28 Avlsbruger og Skorstensfejer og fra 1878 Strandfoged Trolle, Johan Christian Ernst (I9013)
 
29 Bager i Nibe.  Brinkmann, Ellenvad Frederik Waldemar (I8387)
 
30 Bager i Vemmetofte. Forpagter af Tappernøje kro 1793. Overtager 1811 gården ADAMSGAVE i Branderslev sogn, Lolland, som han køber 1817. Licht, Vilhelm (I10788)
 
31 Bagermester i Onløse.  Bagger, Rasmus Langeland (I6859)
 
32 Bagermester i Sakskøbing. Petersen, Johan Christian (I11069)
 
33 Bagermester. Brinkmann, Melchior Augustinus Saxild (I8388)
 
34 Bagger, Hedevig Johanne (1740-1822) gæstgiver


Hedevig Johanne Langeland var datter af Rasmus Langeland og Anne Marie Jensdatter. Faderen var en yderst driftig forretningsmand, der både drev købmandshandel, gæstgiveri, værtshus og tillige var medejer af færgeforbindelsen til Fyn. Rasmus Langeland opførte ét af Korsørs smukkeste huse i 1761, nemlig Kongegården, der stadig pryder Korsør by.

Som 21-årig blev Hedevig gift med godsforvalter Marcus Marcussen Bagger, og i løbet af deres 9 år lange ægteskab fik de fem børn, hvoraf de to ældste døde som små. I februar 1770 døde hendes mand i en alder af 44 år, og den 26. september samme år døde hendes bror, der var borgmester i Korsør. Det efterfølgende år gik Hedevigs far konkurs.

Hvis kvinder på den tid blev erhvervsdrivende, var det ofte fordi de overtog virksomheden efter en afdød ægtefælle, men det var ikke tilfældet med Hedevig. I 1775 købte hun, der var alene med tre mindre børn, en gæstgivergård i Korsør på adressen Slottensgade 82. Allerede i løbet af få år blev gæstgivergården udvidet, og i forbindelse med endnu en ombygning i begyndelsen af 1780’erne blev der indrettet postkontor i ejendommen. Samtidig fik Hedevig lovning på at få bevilling til at drive posttjeneste, hvilket dog først trådte i kraft i 1798, hvor også provianteringen af Sprogø skulle håndteres. Ved siden af gæstgivergården drev hun fra 1790’erne også vognudlejning til rejsende, der ikke havde lyst til at rejse i dilligence.

I den periode, hvor Hedevig var bosat i Korsør, var der to folketællinger, nemlig i 1787 og 1801. I 1787 bestod husstanden af Hedevig, hendes 21-årige datter samt en 22-årig broderdatter. Derudover ses ni ansatte, en logerende samt en syvårig, fattig dreng, der var søn af en skomager (muligvis i pleje, hvilket ikke var ualmindeligt på det tidspunkt). I folketællingen 1801 var broderdatteren fortsat en del af husstanden og stadig ugift. Derudover ses en postfuldmægtig samt yderligere ti ansatte.

Som 70-årig fik Hedevig kgl. tilladelse til at sælge gæstgivergården. Køberen var en tidligere købmand, Knud Carlheim, der ved samme lejlighed blev udnævnt til postmester. Prisen for gæstgivergården var ganske pæn, og da gården var afhændet, flyttede Hedevig til Slagelse og boede i en lejlighed hos sin yngste søn til sin død i 1822.

STELLA BORNE MIKKELSEN
 
Langeland, Hedevig Johanne (I6829)
 
35 Bankdirektør og Sv./No. Vissekonsul Amorsen, Søren Th. (I1171)
 
36 Begravet på Holmens kirkegård. de Fine Skibsted, Arnold Christian (I4509)
 
37 Begravet på Rolse kirkegård, Randers amt. Lyngbye, Marie Frederikke (I1851)
 
38 blev begravet på Ødum kirkegård,  Brask, Christian Steenild (I1869)
 
39 boede Fiskergade 38-40, ved sin død. Bruun, Jens Poulsen (I744)
 
40 Boede ved sin broder Mikkel i Stevnstrup ved sin død.
Han var ugift. 
Jensen, Niels (I236)
 
41 Børnehaveleder i Brørup Frank, Marie Elisabeth Brogaard (I7740)
 
42 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Kristensen, Arne Bunde (I3082)
 
43 Christian Undall-Behrend gifter sig med sin svigerinde. Familie F1439
 
44 Den 1. biograf i Jyderup så dagens lys i 1911. Det var i en træbygning på Nyvej, og Biograftheatret, som det hed, blev drevet af Viggo Buchhave.
Der var ikke mange andre byer af Jyderups størrelse, der kunne byde på et sådant! En børnebillet kostede 10 øre, en voksen ditto 25, og for dette beløb kunne man få sig en unik oplevelse. De følgende år steg priserne til 50 øre pr. barn og 1 kr. pr. voksen, men der var stadig stor søgning til forestillingerne. Musikken til filmene k...om fra en skrattende grammofon, men med tiden blev den afløst af en rigtig pianist.
I 1924 blev Buchhaves biografbevilling overtaget af Asmus Schmidt
 
Buchhave-Petersen, Viggo Peter Joachim (I4153)
 
45 Den yngste søn skrev i et særnummer af bladet ”Slægten” som udkom i 1967, følgende om sine forældre:

" Far var cand.jur. og ikke uddannet ved landvæsenet, fik i årenes løb en del tillidshverv, bl.a. forligsmægler, amtsrådsmedlem og formand for kommissionen ved køb og eftersyn af statshusmandsbrug. Til belysning af fars karakter må et enkelt træk være nok. Far solgte en ko til en husmand, og efter salget gik det op for far, at prisen havde været for høj; han sov næsten ikke natten efter salget, og da husmanden dagen efter kom igen for at bede om at lade handelen gå tilbage, blev far glad. Fars og mors ægteskab var ideelt, jeg mindes ikke nogen sinde at have hørt så meget som et bebrejdende ord mellem dem, og efter mors død faldt far helt sammen, gik og smågræd og døde tre kvart år efter. Far var ikke, hvad jeg forstår ved folkelig, og alligevel var han endog meget respekteret og afholdt. Mor var et flittigt og pligtopfyldende menneske og ligesom far litterært interesseret. Mor havde megen humoristisk sans ( hvad far manglede ) og pyntede vist somme tider lidt på historierne, hun fortalte. Hun var meget folkelig og navnlig var hun et usædvanligt godt menneske, og som årene er gået, er hun bestandig mere og mere i mine tanker. Både ved mors og fars begravelse satte tyendet på Valstedgård en sten på hver af gravene med smukke takkende ord med underskriften " Fra samtlige tjenere på Valstedgård ".
Han blev 1866 student fra Århus og cand.jur. 1873. Ejer af Valdstedgård, Sebber sogn 1875. 
Kjeldsen, Alfred Valdemar (I165)
 
46 Der blev holdt skifte efter ham på Normøre den 27 sep. 1693.
 
de Fine, Rasmus Hieronymussen (I3888)
 
47 Der blev holdt skifte efter hende den 4. maj 1831. Kieller/Kjelder, Kirsten Nielsdatter (I5341)
 
48 Der var 5 børn i dette ægteskab, hvor en søn tog sin moders efternavn de Fine, Kirsten (I3935)
 
49 Desuden udførte han bl. a. til Kolding et større Relief i Malm til Minde om de i den første slesvigske Krig faldne Krigere, Poulsen, Andreas Stephan Mygind (I9827)
 
50 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Familie F2181
 

      1 2 3 4 5 ... Næste»