Our Family
Genealogy Pages

Forside  |  Nyheder  |  Billeder  |  Historier  |  Gravsten  |  Rapporter  |  Efternavne
Søg
Fornavn:


Efternavn:



Peder Kieldsen

Peder Kieldsen

Mand 1835 - 1914  (79 år)

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Notater    |    Alle    |    PDF

  • Navn Peder Kieldsen 
    Født 26 okt 1835  Lynderupgård, Lynderup sogn Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Mand 
    Død 3 mar. 1914  Viborg sygehus Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Begravet 10 mar. 1914  Lynderup kirkegård, Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Person-ID I171  Kjeldsen med indgifte
    Sidst ændret 28 jul. 2017 

    Far Kield Kieldsen,   f. 1 mar. 1800, Lerkenfeldt, Vesterbølle sogn, Viborg amt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Mor Anna Margrethe Kjeldsen,   f. 5 aug. 1805, Lerkenfeldt, Vesterbølle sogn, Viborg amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 23 nov. 1894, Lynderupgård, Lynderup sogn Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 89 år) 
    Gift 10 sep. 1831  Vesterbølle kirke Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Familie-ID F30  Gruppeskema  |  Familie Tavle

    Familie Charlotte Sørine Klementine Pouline Møller,   f. 28 jan. 1846, Ågårdsholm, Thorum sogn Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 28 aug., Lille Restrup Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Gift 25 feb. 1868  Lynderup kirke, Lynderup sogn Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Børn 
    +1. Anna Margrethe Kieldsen,   f. 26 feb. 1869, Nørreris Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 19 aug. 1933, Lille Restrup Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 64 år)
    +2. Johannes Kieldsen,   f. 5 apr. 1870, Nørreris Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 6 jul. 1945, Nørreris Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 75 år)
    Sidst ændret 28 maj 2017 
    Familie-ID F188  Gruppeskema  |  Familie Tavle

  • Billeder


  • Notater 
    • Han var på Herredskontor i Randers 1853 - 55, - lærte landbrug og var forvalter hjemme, - fra feb. 1860 og til nov. 1863 forvalter på Trinderup, - 1867 - 68 opbyggede han den i 1787 nedlagte gård Nørreris som var under Lynderupgård, ved køb af nabojord, " nu " på 16 Td. hartkorn, - byggede en villa syd for Nørreris ind i haven, Villa Tajot .
      Nørreris


      Nørreris blev bygget 1867 – 68, væsentlig på og med jordtilliggende fra Lynderupgård, ca. 10 Td. Hartkorn, og tilkøbt jord ca. 6 Td. Hartkorn.
      Grundlæggeren Peder Kieldsen, kom, som de fleste godsejersønner dengang, på Herredskontor; var således i Randers fra 1853 – 55, derefter var han hjemme på Lynderupgård, indtil han i 1860 blev forvalter på Tinderup i 3 år, derefter atter forvalter på Lynderupgård til 1867.
      Fader var en energisk, retlinet, logisk og god mand, som børn havde vi meget respekt for ham, uden at jeg mindes, han nogensinde har slået os. Vi så ikke meget til ham, han opholdt sig mest på kontoret, hvor han læste, regnede og forvaltede salget af Lynderupgårds Gods, fader var ikke landmand, han var kontormand, og når han har sat det minde efter sig, som han har, i gården Nørreris, så var det hans energi, at hvad han begyndte på, det fuldendte han.
      Han solgte størsteparten af godset, og af alle de mange ejendomshandler han gjorde, var der aldrig processer eller vrøvl med nogen, ligeså som han, lige til sin høje alder glædede sig over, at så at sige ingen ag godsets købere fik købt så dyrt, at de måtte gå fra ejendommen.
      Han var logisk og i besiddelse af ret udviklede evner og kundskaber i juraen, han var søgt af venner og slægt og egnens bønder, når det gjaldt råd og dåd i handel og pengetransaktioner, han forvaltede således formuen på Mølgård i nogle år, til stor fordel for arvingerne; han var Lavværge og formuebestyrer i 22 år for Enkefru Skow, Ørredgaard, senere Viborg.
      Trods alt dette uden for sit virkefelt, skabte han en ejendom, en gård og et hjem, af den lyseste og lykkeligste art for os børn; men hertil havde han også en god og trofast støtte i vor elskede Moder Charlotte.
      Var han ikke født landmand, så var hun, hun var interesseret for, hvad der foregik i mark og i stald, i en lang årrække tilkørte hun f. eks. Alle plagene; når hun fik dem for til hendes dejlige ridehoppe ”Frigga” og hendes øvede og bløde hånd fik fat i tømmen, så gik det; der fortælles, at engang var fader og hun med en af os børn, medens vi var små, kørende til Lerkenfeldt, ved hjemkørslen var fader kusk, hestene var meget urolige for døren, så sagde moder: ”Tag du drengen, Kieldsen, og lad mig få tømmen”.
      Når minderne går tilbage til barndomshjemmet, da drejer de sig nærmest om moder, hun var noget af det hyggeligste, man kan tænke sig i et hjem, hun spillede og sang dejligt, og var gjennemmusikalsk – komponerede flere smukke melodier, bl.a. melodi til Ibsens digt ”Terje Vigen”, hun var blid og god og elsket af sine omgivelser; i vort barndomshjem har vi aldrig hørt slibrig tale eller ekvivokke historier.
      Moder var ved siden af sin livlighed en alvorlig kvinde, og hun søgte på en god og forstandig måde at give os børn indblik i livets alvorlige forhold.

      Tiden gik, gården voksede og den dejlige have, som de selv havde plantet hvert træ i, var blevet deres kæreste sted. 1889 blev det første mærkeår for dem, min søster blev gift med M. Kjeldsen, Restrup, og det pinte moder at skulle give afkald på hende. De var alt den gang, og vedblev indtil moders død at være som to veninder; de af slægten, der var kendt her, vil mindes moders og Ma’s sangduetter; også fader var meget musikalsk og spillede både violin og fløjte. Som surrogat for min søster blev jeg taget hjem som forvalter, få er vel nok de, der fik så hurtig myndighed som jeg i alt vedrørende mark og stald, men fader var træt af landlivet, og skubbede fra sig alt, hvad han på nogen måde kunne.
      1896 blev det andet mærkeår; da overtog jeg Nørreris og blev gift med Amalie.
      Fader og moder var den gang ikke enige, hun ville bo i Ålestrup eller Viborg, hun kunne ikke tænke sig at rejse fra sit barndomshjem, Lynderupgård, og broder Jens og Karen, der var et sammenhold og et forhold så godt og smukt imellem de fire, jeg mindes ikke nogensinde at have hørt en misstemning endsige skænderi. Faders energi sejrede, han byggede ”Villa Tajot”, 6 Al. Syd for Nørreris ind i haven.
      Mange læsere vil nok snuble over ”Tajot”, det skal være ”Tante Charlotte”, men Skovrider Morvilles børn kunne den gang ikke komme længere end til ”Tajot”.
      Tiden faldt jo nok af og til moder for lang, hun var for ung til at trække sig tilbage, derimod mærkede man aldrig, at tiden faldt fader lang, trods det store kors, der var lagt på ham, hans tunghørighed; han kunne være livlig, ofte ret vittig og kåd, især når han var imellem sine egne, han havde en glimrende hukommelse, såvel for læst som oplevet.
      Forunderligt nok skulle ingen af vore forældre dø i deres hjem, moder døde på Restrup, 28 august 1913 og fader på Viborg sygehus 3 februar 1914; i år 25 februar kunne de holdt Guldbryllup.

      Nørreris pr. Skals 17/2 1918 Johs. Kieldsen.


      Nogle noteringer om mig selv.(P. Kieldsen)

      Da jeg den 3. februar 1860 kom til Tinderup som avles- og godsforvalter hos enkefru Wandborg, født Stenild, begyndte min virksomhed som bestyrer af temmelig betydelige formuer, en virksomhed som indtil dato, 25. november 1892 uafbrudt er fortsat, uden at jeg nogensinde har søgt den.
      Da min onkel, Mikkel Kieldsen havde afhændet Ørndrup til Thomas Weinschenck i 1871, blev jeg anmodet om at anbringe de penge, han fik til overs, på bedste måde, hvilken anmodning blev stillet til mig af hans broder Niels Kieldsen på Mølgaard og hans fætter Mathias Kieldsen på Lerkenfeldt.
      Onkel Mikkel var nemlig dengang næsten tungsindig, men jeg fik alligevel uindskrænket fuldmagt til at administrere hans penge ca. 50.000 kr.
      Nogle år efter underskrev han (nemlig uden mit vidende) en veksel på et temmelig stort beløb for en usolid handelsmand Glargaard, hvorved han tabte henimod 1.000 kr.
      Jeg foreholdt ham det urigtige deri og betydede ham, at jeg i gentagelsestilfælde ville fratræde min bestilling som hans formuebestyrer.
      Ganske kort tid efter underskrev han på ny en veksel, og jeg frasagde mig da mit hverv, men anmodede samtidig min broder Jens Kieldsen om at varetage min bestilling, hvilket han gjorde og indtil dato har gjort, uden onkel Mikkel har senere, mig bekendt, underskrevet veksler.
      Ved min ældste broder Mikkel Kieldsens død, hjalp jeg hans enke Laura, født Wandborg, med at bestyrer de hende tilhørende pengemidler, dog var hun i grunden selv den ledende.
      Da hun rejste fra Lynderupgaard var hun ejer af 125.000 kr., hvoraf hun havde fået de 25.000 kr. fra hendes hjem Trinderup, resten fra Lynderupgaard, hvorfor hun gav tinglyst afkald på arv efter hendes mands fader.
      På samme tid i december 1871 overtog jeg bestyrelsen af min moders ejendom, såvel jordgods som kapitaler, hvilken administration jeg har forestået uafbrudt.
      Forinden Niels Kieldsen, min onkel på Mølgaard, døde den 16. juni 1878, spurgte han mig om jeg ville være hans hustru behjælpelig med bestyrelsen af hendes formue, når han døde.
      Jeg lovede han det, uagtet jeg straks indså, at dette kunne føre til misnøje blandt hans dengang levende 6 børn.
      Han havde dog ikke talt til min tante om denne samtale, og altså upåvirket af den, kom der bud fra min tante, om jeg ville hjælpe hende med ordningen, da min onkel var gået bort.
      Jeg tog til Mølgaard og ved en foreløbig opgørelse viste det sig, at min onkel havde efterladt sig 400.000 kr. i jordejendom og kapitaler.
      Da min tantes ældste søn, Christian L. Kieldsen på den tid var 28 år gammel, syntes jeg han var nærmest berettiget til at være min tantes formuebestyrer, hvorfor han blev det.
      Heldig som sådan var han dog ikke, thi da jeg efter flere gange forgæves at have opfordret ham til at fremkomme med en statusopgørelse. Endelig ca. 1½ år efter hans faders død, bestemt fordrede en sådan, viste det sig, at min onkels efterladte formue var gået ned til 210.000 kr., hvortil dog skal bemærkes, at hans søskende havde fået ikke så få penge. Hvor mange kan jeg nu ikke erindre, men en stor del var gået i skuddermudder.
      I den forløbne tid siden Niels Kieldsens død havde jeg været min tantes rådgiver, og da jeg så den store tilbagegang, foreslog jeg hende, at jeg skulle overtage bestyrelsen af hendes pengesager. Med tårer tog hun imod mit tilbud, også hendes søn Christian L. Kieldsen var velfornøjet dermed.
      For forsigtigheds skyld tog jeg en fortegnelse over de værdier, jeg modtog, og lod denne attestere af de to vederhæftige mænd, hvoraf den ene var cand. Jur. A. Kieldsen til Valsted. På samme tid fik jeg uindskrænket fuldmagt til at bestyre min tantes pengesager. Men flere af hendes børn så med uvilje på denne forandring og på mine dispositioner, navnlig på, at jeg anbragte en del af pengene i russiske papirer.
      Så døde min tante den 26. november 1881 og dagen efter hendes jordfæstelse var arvingerne samlede med undtagelse af Gustav Brandt, som var syg, for at modtage værdierne af mig.
      Jeg fremlagde den attesterede fortegnelse over de modtagne 210.000 kr., hvoraf min tante i hendes levetid havde fået indtægter, og jeg kunne afleverer til arvingerne 221.000 kr., - altså en formueforøgelse af 11.000 kr.
      Uviljen imod mig vendte sig nu til det modsatte og tilliden til mig voksede i den grad, at de bad mig forestå delingen af arven, hvilket jeg også gjorde med assistance af min broder og Alfred Kieldsen.
      Ikke alene forærede arvingerne mig den afdødes sølvplatemenage, men noget senere Kaffekande, flødekande, sukkerskål og bakke, alt i masivt sølv.
      For bestyrelsen modtog jeg af min tante imedens hun levede et årligt honorar af 300 kr., hvoraf jeg overlod P. Hansen, hendes svigersøn, 100 kr. årligt, fordi han bestyrede kirkerne.
      I sommeren 1889 fik jeg anmodning fra M. Skow til Ørredgaard, om jeg ville påtage mig hvervet som fast lavværge for hans hustru, når han var død, hvilket han ventede snart ville ske.
      Jeg værgede mig ved at modtage hvervet, men da hans hustru (bad) mig om at føje hendes syge mand og sige ja, jeg kunne så frasige mig bestillingen, når han var død, sagde hun, - indgik jeg på hans forlangende.
      Men da M. Skow var ød den 29 marts 1890 og jeg mindede hans enke om vor aftale, fortalte hun mig, at hun stod hjælpeløs, dersom jeg trak mig tilbage, og da jeg nok kunne indse det lidet passende i at bryde et løfte til den døde, - så blev jeg hendes faste af rette udmeldte lavværge.
      M. Skow efterlod sig 268.000 kr. foruden Ørredgaard af værdi 45.000 kr.
      Det varede ikke længe, inden jeg kom efter, at enkefru H. Skow tillige brugte mig som hendes formuebestyrer, altså langt ud over min retslige beskikkelse, - derfor får jeg et årligt honorar af 300 kr.
      Enkefru Skow stiller også den indirekte fordring, at jeg skal tilkendegive min mening om hendes børns opdragelse og dertil hørende forhold, hvilket tit er vanskeligt nok for mig.
      Endelig er jeg blevet anmodet om at administrere en meget stor formue, når visse eventualiteter indtræffer, men her er ikke stedet til at nævne navne, da jeg antager, at han – manden med den store formue, vel syntes bedst om fortielse.
      Det er klart at administrationen af alle disse forskellige formuer tager tid, endogså meget tid, som burde have været anvendt på min virksomhed som landmand. Derfor har denne heller ikke givet det resultat, som den burde og vel også ville have gjort, om hele min kraft var anvendt dertil.
      Der er ikke én eneste af min store slægt, som har været betroet at skalte og valte med så store formuer, - som jeg.
      Alle I, som betroede mig eders midler, bringer jeg min tak for den tillid I viste mig. Jeg er mig bevidst, at jeg ikke gjorde eders tillid til skamme, - allenfals til denne dag; - om jeg kan sige det samme, når år er gået, - ved jeg ikke, men jeg håber det.

      ( overstående er skrevet af Peder Kieldsen til ”Nørreris” den 25 november 1892 i hans slægtsbog) K.J.Bechfeldt.