Our Family
Genealogy Pages

Forside  |  Nyheder  |  Billeder  |  Fortællinger  |  Gravsten  |  Rapporter  |  Efternavne
Søg
Fornavn:


Efternavn:



Markus Philip Vilhelm de Fine Licht

Mand 1821 - 1885  (63 år)


Personlige oplysninger    |    Notater    |    Alle    |    PDF

  • Navn Markus Philip Vilhelm de Fine Licht 
    Født 14 apr. 1821  Erkenförde Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Mand 
    Død 13 maj 1885  København Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Person-ID I563  Kjeldsen med indgifte
    Sidst ændret 24 nov. 2019 

    Far Heinrich Nikolaus Christian Licht,   f. 11 jul. 1785, Slesvig Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 11 okt 1825, Ergenförde Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 39 år) 
    Mor Anne Sophie Margrethe de Fine Olivarius,   f. 23 jul. 1792, Vestindien Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 15 apr. 1876, København Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 83 år) 
    Gift 20 jul. 1813 
    Familie-ID F987  Gruppeskema  |  Familietavle

    Familie Anna Dorthea Kjeldsen,   f. 21 sep. 1837, Lerkenfeldt, Vesterbølle sogn, Viborg amt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Gift 27 maj 1858  Vesterbølle kirke, Viborg amt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Børn 
    +1. Mathias Kjeldsen de Fine Licht,   f. 16 sep. 1859, Lerkenfeldt, Vesterbølle sogn, Viborg amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 23 feb. 1917, Hals Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 57 år)
     2. Anna Sofie Margrethe de Fine Licht,   f. 18 sep. 1860, Budolfi sogn, Ålborg Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 18 okt 1931, København Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 70 år)
    +3. Henrik Vilhelm Christian de Fine Licht,   f. 26 jun. 1862, Ålborg Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 20 mar. 1929, Vejle Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 66 år)
     4. Anne Mathilde Julie de Fine Licht,   f. 6 nov. 1865,   d. 25 maj 1952, Vemmetofte Kloster, Vemmetofte sogn Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 86 år)
     5. Vilhelm de Fine Licht
    +6. Åge Holger de Fine Licht,   f. 15 aug. 1872, Nyborg Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 23 dec. 1939, "Rudershøj", Holte Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 67 år)
     7. Hakon Hjalmar de Fine Licht,   f. 30 jan. 1874, Nyborg Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 7 mar. 1968  (Alder 94 år)
    +8. Ejnar de Fine Licht,   f. 6 jun. 1875, Nyborg Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 11 aug. 1912, Colombo, Vestindien Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 37 år)
    Sidst ændret 28 maj 2017 
    Familie-ID F192  Gruppeskema  |  Familietavle

  • Notater 
    • " I sit 12 år blev han Kadet, ved hver årsprøve flyttede han op i en højrer klasse og udnævntes den 1. November 1841, efter at have gjort tjeneste i et år som repetent ved Landkadetkorpset, til Sekondløjtnant i Oldenburgske Regiment, hvorfra han ved hærordenen af 1. Juli 1842 fortsatte til slevigske Jægerkorps, der fra 1842 kaldtes 4. Jægerkorps. I 1846 byttede han plads med en kammerat, der stod i 2. Jægerkops, og med denne afdeling rykkede han i felten 1848. Det kompagni, han stod ved, kom ikke synderlig i ilden, men det bivånede alle træfninger i dette felttog, og det gik den fyrige, unge løjtnant hårdt til hjertet, at folkene efter slaget ved Slesvig endnu havde hele deres patronforråd, og at de den næste dag, da de tre andre kompagnier leverede den glimrende Arrieregardefægtning ved Oversø, heller ikke kom til at måle sig med fjenden. Efter Lichts optegnelser stod tredje kompagni den dag ved Barderup, " Hvorfra det havde sine poster udstillede til Oversø ". I 1849 deltog Licht i træfningerne i Sundeved og i slaget ved Fredericia den 6te juli. Korpset tredie kompagni, ved hvilket han stadig var ansat, trak sig, da tropperne vare rykkede ud af Fredericia, forbi fjerde kompagni og vedblev at gå imodvest, indtil det kom til Oversvømmelserne. Det gik frem langs med dennes østre rand og blev stærkt beskudt i flanken fra den modsatte bred. Det rykkede derpå frem imod Redoute III, fra hvilken skanse de fjendtlige reservers angreb tvang kompagniet til at trække sig tilbage. Det optoges af tredie brigade, i forening med hvilken det slog fjenden og forfuldte ham til Bredstrup. For sit forhold i slaget blev Licht udnævnt til Ridder af Dannebrog.
      1850 forfremmedes Licht til kompagnichef ved tiende lette bataillon og han førte sine Sønderjyder fra sejr til sejr i dette for os så lykkelige felttog. I slaget ved Isted den 25. juli kæmpede han på venstre fløj ved Vedelspang, hvor Oberst Krabbe med tre batailloner og otte kanoner slog den dobbelt så stærke fjende, der støttedes af 20 kanoner.
      6 uger efter Istedslaget, da Tyskerne havde forvundet nederlaget, søgte de at hævne det, og deres fører, den preussiske General Willisen, angreb den 12. sep. med en styrke af 10 batailloner, 3 eskadroner og 46 kanoner, - Krabbes 3 batailloner, 12 kanoner og en eskadron, som ved Mjøsund og Østervold dækkede den danske hærs stilling ved Dannevirke. Kompagnierne Junghans, Müller og Licht af 10. Bataillon havde forpost på Østervolden. Licht stod på højre fløj ved Mølhorst, Junghans på venstre fløj i Kokkendorf og Müller i reserve. I flere timer modstod de kække kompagnier 3 batailloners og et batteris angreb. De forlod først Kokkendorf, da fjenden trak forstærkning til sig og gik under stadig kamp, dækkede af Dinesens kanoner, over Kokkendorf hede til Mjøsund. Efter at være passerede over Skibsbroen stillede de på Brinkerne langs Sliens nordre side. Slien danner her en lille halvø, der ypperlig egner sig til et hårdnakket forsvar, da den flankeres fra nordsiden. Halvøen forsvaredes af tredie reservebataillon og et kompagni af tredie Jægerkorps, der stod I lette feltforskansninger. Fjenden førte 7 batailloner og 26 kanoner frem i første lilje og stormede gentagne gange, men kastedes hver gang med kraft tilbage. Vore kanoner, der stod nord for Slien, støttede fodfolket ypperlig, og da flere af konstablerne faldt for de fjendtlige skarpskytters ild, ilede Licht med sine soldater hen til kanonerne og ydede dem en velkommen hjælp. Efter 3 timers beskydning forlod fjenden i aftenskumringen slagmarken og flygtede gennem Kosel og Veseby, forfulgt af vore 3 batailloer, Dinesens batteri og eskadronen Heramb. 10. Bataillon stormede frem på højre fløj og belyst af de brændende lejrhytter, som fjenden havde stukket i brand ilede den frem, indtil Brigadechefen standsede forfølgelsen til stor sorg for soldaterne, der med heftighed forlangte at vedblive med forfølgelsen. En officer, der om natten red over valgpladsen, anfører et smukt træk af en soldat, der var skudt gennem brystet, og han ville trøste, " Aa, tal ikke om mig, " svarede den dødelig sårede soldat, " der er jo faldet så mange idag, når vi blot sejre, så er det det samme med mig ". Så levende var kærligheden til fædrelandet i den danskes soldats bryst.
      Efter at Sønderjylland var genvundet, kom Licht I 1850 tilbage til andet Jægerkorps, hvorfra han i 1854 fortsatte til den i Aalborg garnisonerende 11. Bataillon, med hvilken han rykkede i marken, i krigen 1864. Også i denne krig fik han gentagende gange lejlighed til at vise, at han var en udmærket fører og en modig soldat. Den 3. feb. 1864 angreb hele den østrigske hær under Gablenz forposterne af General Steinmanns division, der dækkede rummet mellem Rensborgchaussen og Hadebynor. Flere kompagnier af 11. Regiment indvikledes i forposternes kamp ved landsbyen Overselk. Licht havde halvdelen af sit kompagni stående langs med randen af en grusgrav, hvorfra den beherskede vejen, ad hvilken Østrigerne rykkede frem, den anden halvdel af kompagniet stod tilligemed kompagniet A. Staggemeyer i reserve. Skytterne af Lichts kompagni forsvarede kækt deres stillinger og da de stæerske Jægere, der dannede Østrigernes fortrop, stormede grusgraven, gik den anden halvdel af Lichts kompagni og kompagniet A. Staggemeyer imod dem, og det kom til et sammenstød, hvor både bajonet og kolbe brugtes med fryd. Østrigerne måtte vige. De forstærkedes med afdelinger af regiment Martini, og vore forposter forlod derfor Selk og stillede sig på det bakkedrag, der strækker sig fra Kongshøj til Noret. Gablenz angreb denne stilling med 4 batailloner og 2 batterier, imod hvilket vi kun stillede 1 kanon - dens kammerat var blevet taget af fjenden på tilbagetoget fra Selk.
      Da det østrigske artilleris ild ikke var i stand til at bringe kompagnierne af 9de, 11te og 20de regiment til at vige, førte Gablenz sit fodfolk frem til storm. Det led store tab, og da det var kommet halvvejs op af skråningen, gik de danske kompagnier frem til modangreb og kastede fjenden ned af højderne. Han stormede på ny og nåede bakkekammen, men blev atter slået. Det kom til sammenstød med blanke våben. Lichts premierløjtnant, Johannes Beck og den tapre kaptajn Harald Meincke faldt i denne kamp.
      Det var Major Rist, chefen for 11te regiment, der ledede kampen ved Selk og Kongshøj. Han var altid blandt de forreste og besad den sjældne evne at indgyde soldaterne sit eget ustyrlige mod, men han manglede overblik. Da det forekom ham, at fjendens angreb hovedsagelig var rettet gennem rummet mellem Brekendorfvejen og Noret, trak han de kompagnier, der stod vestfor vejen på Kongshøj, mod øst. Kongshøj blottedes, fjenden benyttede sig deraf, gik frem vestfor vejen og bemægtigede sig Kongshøj, som det ikke var muligt for den deling af 20de regiment, som kompagnichefen havde efterladt her, at holde. Fra det højt beliggende punkt rettede nu fjenden en ødelæggende ild i siden på vore kompagnier, der, overraskede ved at se stillingens nøgle i fjendens hænder, i stor uorden blandede imellem hinanden løb tilbage til Vedelspang. Der bragte bataillonscheferne atter orden tilveje og førte afdelingerne indenfor Dannevirke. Næppe havde de efter Scharffenbergs anvisninger besat den yderste af de to volde, det støtte sig til Hadebynor, så måtte de forsvare volden imod angrebene af den forreste østerrigske brigade, der under sin fyrige chef Gondrecourt stormede virket. Fra volden modtoges de fremstormende Østerrigere med så eftertrykkelige salver af vort artilleri og fodfolk, at de vaklede, og da vore reserver under Harald Stockfleth, Licht og Knauer med et livligt hurra viste sig på brystværnet, veg Østerrigerne og flygtede tilbage til Vedelspang. Fra denne by rykkede de atter frem, men ikke mere med den kraft som ved slagets begyndelse, og da Oberst Scharffenberg lod nogle kompagnier af 9de og 20de regiment gøre et udfald, så trak Østerrigernes hovedstyrke sig tilbage til syd for Kongshøj. I kampen var Licht blevet såret af en kugle i hovedet. Den 3. Kugle, der ramte ham på denne dag. Den første havde bortrevet en støvlehæl, den anden slog igennem hans rejsetaske, og flere af de breve, som han fra sygesengen skrev til sin hustru, ere skrevet på papir, der er gennemboret af en østerrigsk spidskugle, den 3. Kugle spolerede hans nue hue, som han fortæller spøgende i et brev, sønderrev pandehulen og prellede af på hans hjerneskal, han faldt baglæns ned af volden og havde nu nok for nogle uger. Da Dannevirke rømmedes, blev han med 15 andre sårede sat i en omnibus, der bragte ham til Flensborg, og derfra afgik han med dampskib til København. Medens han var bundet til sygesengen, var hans tanker altid ved hæren, hvor han blev savnet. Han skrev til sin hustru, der opholdt sig i Jylland,: " Kan du komme til København, skal Du skynde Dig, thi jeg ved ikke , hvor længe jeg er her. Saaanart Saaret er nogenlunde lægt, og Kræfterne melde sig, saa melder jeg mig atter til Tjeneste, thi Hæren trænger til sine Førere, den kan ikke undvære Officererne, især de ældre, den har mistet mange og mister flere hver dag; Fjenden vil have Ende paa denne Krig og er forbitret over den haardnakkede Modstand, han møder. Fæderlandets Nød kalder mig bydende til Virksomhed, den Pligt, jeg har at opfylde, maa jeg opfylde. Tro mig, Gud vaager over os, og hvad der end møde, da betragt Alt som den bedste Tilskikkelse. " - Han forklarede lægen, at både matheden, hovedpinen og den susen, han havde for ørene, ville gå over, når han kom til at marchere. Og næppe helbredt for sit farlige sår ilede han atter til hæren og kom tidsnok til at deltage i kampen ved Vejle den 8 mar., hvor han atter målte sig med sin gamle modstander, Østerrigerne. Hans kompagni var på forpost, fordelt i 3 feltvagter, syd for byen og åbnede kampen.
      Klokken 2½ eftermiddag angreb fjenden Lichts kompagni med 2 kompagnikolonner, der gik luige imod den midterste feltvagt, som stod så godt opstillet i 2 dele i skovranden og bag en bakkekam syd for møllen, at angrebet afsloges og mange Østerrigere måtte bide i græsset. Da kompagniet erholdt befaling til at trække sig ind i Vejle, dækkede det sig med en deling under premierløjtnant Skeel, der opholdt fjenden, til fløjvagterne var frelste. Skeel såredes. Østerrigerne kørte 4 kanoner frem til møllen syd for byen og beskød kompagniet med granater. Det trak sig langsomt fra stilling til stilling ind i Vejle og Licht var blandt de sidste, der gik gennem forhugget, hvormed indgangen til byen spærredes. Det regnede med granater og kugler og fjenden var rapfodet. Han ryddede forhugget og trængte frem indtil torvet. Licht fik god lejlighed til at lægge sin førerdygtighed for dagen. Det blev også almindelig anerkendt og i hovedstadens første blade læste men den gang,; " Ellevte Regiment har kæmpet med mageløs Bravour ved Vejle. Af Officererne nævnes især Kaptajn de Fine Licht, den Samme, der ramtes af tre Kugler i Fægtningen ved Bustrup. " Han førte sit kompagni til den plads, der var bestemt for det på bakkerne på den østre side af strandkanten ved Horsensvejen og forsvarede den indtil den højestbefalende på grund af angrebets natur begyndte sin retræte imod nord. Kompagniet havde i denne træfning et tab af 6 dødelig og 20 mere eller mindre hårdt sårede mænd. Få dage efter træfningen ved Vejle forfremmedes Licht til Bataillonschef og hædredes d. 17. april 1864 med Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Under forsvaret af Dybbølstillingen bevogtede Licht med sin bataillon i april strækningen fra Arnkilsøre til Kjærvig.
      Ved 11te regiment vedblev Licht at gøre tjeneste til 1867, da han udnævntes til Oberst og chef for 19. Bataillon, som han førte i samfulde 13 år. I 1880 blev han chef for 26. Bataillon, som han førte til sin afsked fra hæren d. 1. april 1882.
      Oberst Licht har ikke alene knyttet sit navn til Danmarks hædersdage, men han har også forstået at opretholde mandstugten og vække den krigerske ånd i fredens trange kår, hvor tiden skrider så trægt afsted for soldater. Han ofrede sig for pligten, gik bestandig den lige vej, og hans fejl var måske, at han var altfor beskeden i sin optræden. Han havde ypperlig kommando over sine folk, kendte sin tjeneste til punkt og prikke og løste godt den vanskelige gåde at optræde humant og dog udøve magten med fast hånd. Hans dygtige embedsførelse og jævne, bramfri optræden gjorde ham afholdt af alle. Et smukt bevis på sine undergivnes tillid erholdt han, da han en dag bivånede en yngre officers foredrag i forsvarssagen. Efter foredraget anmodede den pågældende officer ham om at sige nogle ord til den talrige forsamlig af landsmænd. Han sagde: " Jeg ser i denne Forsamling adskillige Kammerater fra Felten. Man kan ikke sige Andet om os, end at vi have kæmpet som modige Mænd, men vi have bittert beklaget og dyrt betalt, at vore Fæstninger vare i slet Stand. Fæderlandet maa bukke under i første Sammenstød, naar det Sted, hvor Flaaden skal rustes, og hvor vi have de Vaaben og Forraad liggende, hvormed Krigen skal føres, er udsat for at falde i Fjendens Haand, naar vi ikke have faste Støttepunker." Nu kom der liv i forsamlingen. En gammel soldat, en bondemand, for resten en ægte og sand venstremand, men en af dem, der sætte hensynet til fæderlandets selvstændighed langt over partikævlet, sagde, : " Obersten har altid haft vor tillid, og hvad han foreslår, der er rigtig. Når han siger, det er nødvendigt, at København befæstes, så er det så og så er det blot underligt, at regeringen ikke for længe siden har taget fat, da det jo er nødvendigt for vore kære fæderlands fremtidige beståen. "
      Da Oberst Licht blev opfordret til at søge sin afsked, kunne han ikke fatte, at det var nødvendigt, da de, som skulle drages frem, efter hans skøn næppe var hans jævnbyrdige i mod og tjenstdygtighed, Han knækkedes vad dette slag og døde efter en langvarig sygdom. Alle hans gamle kammerater mødte ved hans båre og kappedes om at lægge deres deltagelse for dagen.
      Han var aspirant-kadet 1833, - sekondløjtnant ved Oldenborgske infanteriregiment 1841, fortsatte til slesviske ( senere kaldet 4. ) jægerkorps i 1842 og derfra til 2. jægerkorps 1846, med hvilket han rykkede i felten i 1848. Blev under
      krigen kompagnichef ved 10. lette batl., efter slaget ved Fredericia blev han R. ag Dbg., fortsat til den i Ålborg garnisonerede 11. batl. og var med denne afdeling deltager i krigen 1864. Bataillonschef og i 1864 Dbm., chef for 19 batl.
      1867, chef for 26 batl. 1880, afgik fra hæren 1882 og var imidlertid blevet K. af Dbg.