Kield Kieldsen

1800 - 1864  (64 år)

• Navn	Kield Kieldsen
  Fødsel	1 mar. 1800	Lerkenfeldt, Vesterbølle sogn, Viborg amt
  Køn	Mand
  Død	22 jun. 1864	Lynderupgård, Lynderup sogn
  Begravelse	30 jun. 1864	Lynderup kirkegård
  Person-ID	I82	Kjeldsen med indgifte
  Sidst ændret	14 jul. 2023

  
  

  Far	Peder Kjeldsen,   f. 17 dec. 1758, Gundestrup, Glenstrup sogn, Randers amt d. 16 jan. 1846, Mølgård, Havbro sogn, Ålborg amt (Alder 87 år)
  Mor	Abelone Faurschou,   f. 21 jun. 1774, Århus d. 15 feb. 1822, Mølgård, Havbro sogn, Ålborg amt (Alder 47 år)
  Ægteskab	1798
  Familie-ID	F13	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

  Familie	Anna Margrethe Kjeldsen,   f. 5 aug. 1805, Lerkenfeldt, Vesterbølle sogn, Viborg amt d. 23 nov. 1894, Lynderupgård, Lynderup sogn (Alder 89 år)
  Ægteskab	10 sep. 1831	Vesterbølle kirke
  Børn	1. Abelone Kieldsen,   f. 18 jun. 1832, Lynderupgård, Lynderup sogn d. 16 jan. 1856 (Alder 23 år)   2. Mikkel Kieldsen,   f. 6 sep. 1833, Lynderupgård, Lynderup sogn d. 13 dec. 1871, Lynderupgård, Lynderup sogn (Alder 38 år)   3. Dorthea Kieldsen,   f. 5 okt 1834, Lynderupgård, Lynderup sogn d. 21 nov. 1835, Lynderupgård, Lynderup sogn (Alder 1 år) + 4. Peder Kieldsen,   f. 26 okt 1835, Lynderupgård, Lynderup sogn d. 3 mar. 1914, Viborg sygehus (Alder 79 år) + 5. Anna Dorthea Kieldsen,   f. 12 feb. 1837, Lynderupgård, Lynderup sogn d. 27 jul. 1924, Ejdrup sogn (Alder 87 år)   6. Kristen Torst Kieldsen,   f. 3 sep. 1838, Lynderupgård, Lynderup sogn d. 1 feb. 1860, Frederiksberg hospital, København (Alder 21 år)   7. Kristen Dinesen Kieldsen,   f. 27 jul. 1840, Lynderupgård, Lynderup sogn d. 18 aug. 1875, Åstrupgård. (Alder 35 år) + 8. Jens Kieldsen,   f. 13 jul. 1842, Lynderupgård, Lynderup sogn d. 3 fen 1933, Lynderupgård, Lynderup sogn (Alder 90 år)   9. Kristian Faurschou Kieldsen,   f. 17 aug. 1845, Lynderupgård, Lynderup sogn d. 5 jan. 1850, Lynderupgård, Lynderup sogn (Alder 4 år)
  Familie-ID	F30	Gruppeskema  |  Familietavle
  Sidst ændret	11 jun. 2017

  
  

• Notater

  Kield var på herredskontoret i Hobro 1815 - 17, derefter elev og kort efter forvalter på Havnø. Skønt han i de 11 år, han var der, måtte arbejde strengt nok, var det dog senere hen i hans liv stedse hans lyst at fortælle om den tid, da han var hos sin fætter på Havnø, (blandt det, han viste at fortælle derfra og som nu til dags lyder mærkeligt nok, kan anføres, at der i de tider i folkestuen på Havnø hver aften om vinteren blev holdt bøn og sunget en salme, ligesom der altid blev bedt en bøn både før og efter måltiderne.). Pengeløn fik han ikke, han fik kun - de strømper han sled. Derimod fik han det, der var bedre end en god gage, nemlig lejlighed og frihed til at udvikle den særegne begavelse, han var i besiddelse af til at bedømme værdien af husdyr. Han havde ret til at handle med kreaturer, af og til havde han dem både på foder og græs på Havnø, og sit handelstalent udnyttede han så godt, at han før han blev fuldmyndig havde samlet sig 4000 Rdl. --- Under sit ophold hos fætteren udviklede hans legemsstyrke sig således, at han blev regnet for en af de i denne kreds bekendte " tre stærke mænd ", de to andre var Mathias P. Wandborg, til Tinderup og Jens Laursen på Havnø. På egnen går der et sagn om hvorledes de to atletiske forvaltere på Havnø engang vandt et væddemål ved at gøre arbejdet som - plovstude. - Kammerherre Arenstorff på Visborggård tilbød Kjeld en meget høj løn for at få ham til forvalter, efter sigende til dels begrundet på, at han mente at Kjeld K. var i stand til at banke hans (Kammerherrens) svoger, Kapt. Lassen på Haslevgård, som gjorde sig til af at det skulle der mere end en mand til. Kammerherrens gode tilbud afsloges dog af Kjeld K. Kort tid efter blev han så sammen med broderen Jens ejer af Lynderupgård i Lynderup sogn ved Viborg. De første 2/4 dele i ejendommen købtes 1828 af Grosserer Jens Lunds dødsbo,( tidl. ejer af Havnø) kort efter afhændede Prokurator Holm i Hobro til brødrene den 1/4 del i gården, han ejede og 1832 solgtes den sidste 1/4 del til dem af Postmester Brændstrup i Hobro. Ved den sidste handels afslutning forlangtes en del mere end brødrene ville give, til sidst slog sælgerne dog af, så at der kun blev 500 Rdl. difference, men næppe havde ham fremsat det tilbud før Mathias Kjeldsen på Lerkenfeldt, som også var tilstede, skyndte sig med at sige : " Vil Kjeld og Jens ikke betale de 500 Rdl., så vil jeg, Handelen er afsluttet! ". Brændstrup, som allerede fortrød sit afslag i købesummen ærgrede sig grundigt, men handelen kom i orden og brødrene var så ejere af hele Lynderupgård, og købesummen var i alt 40.000 Rdl. sølv. Allerede det første år, de ejede gården, tog de med energi fat på jordens mergling, ja studene, der trak mergel vognene, blev beslåede med 8 sko hver for at klovene ikke skulle opslides i frostvejr. Tiden måtte benyttes, ligeledes varede det ikke længe før kærjorden blev udgrøftede og kom under plov. Såvel Lynderupgårds bygninger som de til gården hørende 3 kirker var i meget forfalden tilstand, og vedligeholdelsen og reparationen tog mange penge, alene til nagler skal der i syv år være brugt for 700 Rdl. - En tidligere ejer af Lynderupgård havde fået tilladelse til at nedlægge en fæstegård i Lynderup by, fordi den, udbudt ved 27 kirker, alligevel ikke havde fundet nogen liebhaver til fæsterettigheden, imod at et areal af 8 Td. land skulle tilplantes, denne forpligtelse måtte brødrene indfri, hvilket kneb for dem, da det dengang var småt bevendt med penge, men plantningen blev fuldført, og de havde senere glæde af den. Kjeld K., som ved broderens død blev eneejer af Lynderupgård, var bekendt i en større kreds som en dygtig mand, i besiddelse af jernflid, gode evner og en sjælden hukommelse bødede han i den modnere alder på den tarvelige skoleundervisning, han havde fået, så at han efterhånden samlede sig ikke ganske få kundskaber i forskellig retning. På grund af disse og flere egenskaber, således også en tidlig udviklet stor selvstændighed, blev han, uden nogen præstention fra sin side, anerkendt som overhoved for den gren af slægten, der udgik fra Lerkenfeldt og Mølgård. Han sparede hverken sine egne eller sine undergivnes kræfter, men skønt folkene måtte arbejde hårdt, var han dog en afholdt husbond, hvorfor også en tjenestetid af 20 - 30 år ikke var nogen sjældenhed der på gården. Streng var han overfor den dovne eller tyvagtige arbejder, og var der noget særlig galt på færde, navnlig i sidstnævnte retning så kunne han, når de tilmed nægtede kendsgerninger, skælde dem således ud, at de langt hellere ville have haft tørre prygl. Men straffen lod han så også bero derved og skønt rapserier af mindre genstande var noget, der temmelig ofte forefaldt, så meldte han dog ikke synderen for øvrigheden, hvorfor der heller ikke, så vidt vides, var en eneste af hans fæsterer eller folk, der blev dømt i hans ejertid. Med sine naboer levede han altid i god forståelse og havde mange virkelige venner, blandt disse var Sognepræsten i Låstrup, Dr. H. Rørdam, en af de kæreste, og da Dr. R. blev forflyttet til Fredericia, kørte Kjeld K. og hustru den lange vej med egen befortning for at gense vennen, ligeledes brevvekslede de. Kjeld K. var dygtig til at bringe sine tanker på papiret, derimod var det sjælden at han talte i større forsamlinger, men skete det blev han hørt med dyb opmærksomhed, og hans ord vandt anklang hos tilhørerne. Men havde lykken i fuldt mål tilsmilet han i så mange retninger, så havde han ved siden deraf også haft sit kors at bære på. Allerede kort efter, at han kom til Havnø, var han nemlig bleven tunghør i temmelig høj grad og skønt han søgte råd i København og andre steder, kunne han ikke blive helbredt. Bevidstheden om ikke at kunne komme til at høre så godt som andre gjorde ham tilbøjelig til melankoli og dette fik han aldrig fuldkommen bugt med. Han kunne nok være med til en spøg, Blandt dem der lærte landv. på Lynderupgård, var Adam Faurschou, han havde bl.a. det hverv at forsyne husholdningen med vildt. Engang havde han skudt 12 harer og hængt dem op i porten - men da Kjeld K. just skulle til Lerkenfeldt, tog han samtlige harer med for at forære dem til sin svoger der, frydende sig over, hvor Adam ville blive lang i ansigtet, når han så at harerne var forsvundet. - Kort efter opdagede Adam det puds der var spillet ham, hvorfor han straks gik på jagt igen og var så heldig igen at få nedlagt 12 harer, som han hængte på de forriges plads. - Da nu Kjeld K. kommer hjem om aftenen, blev han ikke så lidt overrasket da han ser harerne. På grund af sin tunghørighed kunne Kjeld K. ikke modtage offentlige hverv, men var dog i en del år Sognerådsformand samt sammen med Prof. G. Kr. With deltager i en hingstekommission for Salling, ligesom han også var dommer ved adskillige af de store dyrskuer. I begyndelsen af året 1864 blev han syg, de ulykkelige krigsefterretninger forvoldte ham stor smerte. Han blev begravet midt under krigens larm, (talrige fjendtlige tropper sværmede dengang i omegnen men der kom ingen til Lynderupgård.) på Lynderup kirkegård, hvor en mindesten betegner stedet. Besøg fra Præstegaarden. Det var i stor Spænding, at vi kørte ind gennem den nordre Port, naar vi uanmeldt kom paa Besøg til Lynderupgaard fra Laastrup Præstegaard. Det var jo ikke noget, der skete hver Dag, og der var gaaet mange Forberedelser forud. Børnene var kommet i deres pæne Klæder, friserede og vaskede med Sæbevand i Ansigterne, saa de ligefrem skinnede af Renhed, og de havde faaet alle de mange Formaninger af Mor til at sige Goddag og Farvel med Tak for i Dag, pudse Næserne, tørre Fødderne godt af, banke pænt paa Døren, gaa stille gennem Stuerne, sidde pænt til Bords og være beskeden og ikke tage Kage mere end to Gange o.s.v. Hele Laastrup By havde været i Bevægelse, baade Lundses og Hanses, over at se os drage af Sted, og nu var vi endelig paa Lynderupgaard. Far! Hvem skal vi til i Dag? Ja, det kommer an paa, hvem der er hjemme, og hvem der vil have os. Men hvis der nu ingen er hjemme? Saa kører vi til Nørreris. Glæde over hele Linien. Det var dog alt for slukøret at køre lige hjem igen. Lad os nu køre stille op ad Gaarden; Thomas skulde have Tid til at stille sig ved den store Lænkehund, at den ikke skulde fare ud imod Hestene, og inde paa Lynderupgaard skulde de have Tid til at tørre Støv af og summe sig paa det store Livsspørgsmaal: ”Hvad skal vi traktere dem med”. Thi vel var det en stor Herregaard, vi kom til, men den tresædede ”Wahl” var godt fyldt med Mennesker, 11 store og smaa har vi mange Gange været paa den. Saa kørte vi Fod for Fod, som om vi kørte med Potter. Børnene strakte Hovederne ud til begge Sider for at se, hvor der var Livstegn, og de, som sad paa Bagsædet, hang helt ud af Vognen, saa holdt vi langt om længe i Porten. Der stod saa gerne en Frue i hver Dør og bød os hjertelig Velkommen; men hvad nu? Ja, vi maatte sande en Forvalters Ord: ” Det er et strengt Sted at være, man ved aldrig til hvilken side af Porten, man skal have sit Brød.” Men Spørgsmaalet, hvem vi skulde til, blev snart afgjort af Faster Grethe: ”Karen har nok har nok noget bedre at give jer end jeg, men I ved nok, at saa længe jeg lever og fører Hus, skal I nu til mig”. Saa kom vi af til venstre, mens Thomas holdt ved Hestene og Børnene blev pakket ud af alle de aflagte Overstykker, som gavmilde Mostre og Fastre efterhaanden havde forsynet den med, til de til sidst stod som afskrællede Løg. ”Du forstaar rigtignok, bitte Kis, at pakke den godt ind”, sagde Faster Grethe med fornøjet Smil, mens hun selv hjalp med til at rulle dem ud. Saa kom vi da ind i den store hyggelige Stue. Var det ved sommertide, fik vi Saftevand og Kager, og Børnene gik saa ud til Observationer i Gaard og Have, men vi ældre blev inde til hyggelig Passiar; thi Faster Grethe var en dygtig Husmoder, der havde Orden paa sine Ting og forstod at give sine Ordrer, saa hun forlod ikke sine Gæster, men blev hos dem til den sidste Haand skulde lægges paa Aftenbordet. Var det i Maj Maaned eller Oktober, kunde det tit være koldt hos Tante Grethe; hun var fra Barndommen af vant til Nøjsomhed og Sparsommelighed og var en principstærk Kvinde; der maatte ikke fyres i Kakkelovnen før 1. November og heller ikke i Maj, naar de hvide Gardiner var kommet op. Vi frøs til at begynde med med Anstand; men vi blev modtaget med saa megen Hjertevarme, og Tante Grethe var, mens hun endnu kunde høre, saa livlig og interesseret for alt og alle, at vi snart glemte Kulden og havde det i alle Maader rart. Erfaren Kvinder er god at gæste, og Tante Grethe var en erfaren Kvinde, prøvet baade i Glæde og Sorg, og hun var god at gæste. Da jeg blev lidt kendt med hende, havde jeg gerne noget at bede hende om, en Falske Portvin, nogle Penge, en Gang endogsaa en Luftpude, og aldrig kan jeg mindes at have faaet Afslag, men altid et gals Ja, hvorefter der saa gerne fulgte, ”Hvem skal De saa have det til”. Var det saa til en, hun kendte eller holdt af, kunde hun blive saa glad, ”Tak skal De have, at De vil hjælpe mig, jeg er blevet for gammel til selv at finde paa noget”. Saa behøvede jeg ikke mere at tale om den Ting; naar vi skulde køre Hjem, kom hun selv med det, pænt pakket ind og sagde, ”Værsgo´ og hils fra mig”. Jeg havde gjort hende en glæde ved min Bøn og vidste, at hendes Gave og Hilsen vilde blive modtaget med inderlig Glæde. Saa kom vi til Aftenbordet som Faster Grethe gerne gjorde Undskyldning for, men det var der ingen Grund til, da der altid var rigelig og god Mad. Men - men vi havde undertiden Tante Karen mistænkt for, at hun i Stilhed listede lidt over paa den anden Side af Gaarden. Altid fik vi hos Faster Grethe to rene Tallerkner, og naar hun havde Fisk at traktere med, saa tre. Gjorde vi Indsigelser mod den Flothed, svarede hun kort og godt, ”Ja! Men her raader jeg”, og saa var den Sag afgjort; men det var hende ikke imod, at vi gjorde Indsigelse og lagde Mærke til hendes Flothed. Efter Aftenbordet gik Passiaren igen en Tid, saa skulde vi jo køre i god Tid, da Børnene var med. Begyndte vi saa at gøre Tegn til Opbrud, kom Tante Karen gerne og sagde: ”De ved nok, hvad De skal have, det skal De have, De faar at give lidt Tid”: Saa kom Desserten, som samme Tante Karen sjælden nød noget af selv; men som hun vidste, vi Laastruper aldrig var kede af. Naar saa den var nydt, kom Thomas med Vognen, Børnene kom efter Alder og sagde Farvel til Faster Grethe og fik til deres store Henrykkelse hver en Krone af hende. Alle blev pakket forsvarlig ind, Thomas gik foran og stillede sig ved Lænkehunden igen, og vi drog af Sted med den glade Hilsen, ”Kom snart igen”, der gav Genlyd i alle vore Hjerter. Jens Kieldsen og Fru Karen kom gerne over til os og blev hos os til der skulde spises til Aften. Saa forsvandt de en liden Stund ved sagtens af Frygt for, at vi Laastruper var saa forslugne, at der ikke blev Mad nok. Undtagen, naar Menuen stod paa Fisk, saa blev de. Hvordan mon de egentlig kunde vide, at der var Fisk nok? ”Du sørger vel nok for en Cigar, bitte Jens”; og saa maatte den Kieldsen, der ikke røg, men drak, sørge for Cigaren, og det gjorde han med saadan Færdighed, at man kunde have ham mistænkt for, at han røg i Smug. Hvis Tante Lotte tilfældig var paa Lynderupgaard, naar vi kom der, saa kan det nok være, Samtalen gik. Der manglede ikke Stof, hverken Alvor eller Skæmt; Jens Kieldsens fornøjelige Latter og Tante Lottes glade Udraab: ”Det er dejligt”, livede op mens Tante Karen sad saa stille og fyrede op under Kedlerne. Det var et fornøjeligt og indholdsrigt Besøg, vi aflagde paa Lynderupgaard, og som vi levede højt paa i lange Tider. N.L. Barndomsminder om Lynderupgård Af Valdemar Wahl Sognepræst Det var i Ulvbjerg præstegård midt i september 1856 præstens 3 årige søn – det var undertegnede – var lige kommet op og søgte forgæves efter en stol i dagligstuen for at kravle op og se ud af vinduet. Derudenfor holdt en vogn med Lynderupgårds heste for, og et ungt menneske sagtens Pér eller Torst stod og læssede stolene og en del andre sager på vognen til stor misfornøjelse for mig. Moder trøstede mig med at jeg også skulde med i dag til sølvbryllup på Lynderupgård. Og det kunde nok behøves at låne hos venner og naboer til den lejlighed, for skjønt det næppe faldt vanskelig for ”madammen” i en snarvending at rede op til natteleje for 40 ”liggende” gæster, så forslog det dog ikke denne gang. Madam Kjeldsen ejede nu dengang heller ingen fine sager, Min moder derimod, som havde familie i Kjøbenhavn, ejede allerede en flødekande, og sådan en fik madammen på Lynderupgård først kjøbt sig i Viborg adskillige år senere, og det gav anledning til at hendes mand, gamle Kjeld, skumlede lidt over at hans kone, ”nu vilde være fin”. – Nå vi kom på vognen og til Lynderupgård; ved min moders hånd gik jeg op ad trappen, bordet var dækket ovenpå, lange fjæl var lagt over stolene og jeg sad halv på en stol og halv på enden af en fjæl, hvorover jeg lydeligt yttrede mig misfornøjelse, men moder tyssede på mig, for nu rejste gamle Kjeld sig med glasset i hånden og talte så livligt, kraftigt og ungdomsfrisk trods sine 56 år, så den 3 års drengs øjne og tanker blev fanget deraf. Jeg kan endnu se det for mine øjne, det blev fotograferet ind i mit sind. Dette er mit første minde om gamle Kjeld. Han endte sin tale og frem i døren til forstuen kom Viborg stadsmusikanter og blæste i deres horn. ”Kom ind og få halsen vædet”, sagde Kjeld på sit kraftige jydske. ”Tak” sagde de på deres fine kjøbstadsmål og kom ind og drak, den ene hængte sit skinnende blanke messinghorn på dørlåsen mens han tømte glasset. Jeg kunde godt se at de var anderledes end alle vi andre, det var mit første indtryk af Kjøbstadsfolk. – Det var altså festen den 3 års dreng lagde mærke til og glemte derover maden, for den husker jeg ikke. Da dagen heldede blev der tændt lys of dandsen skulde gå i salen i nederste stokværk, jeg sad hos min moder og så ungdommen strømme ind og fylde stuen og lysene skinnede stærkere, fordi det efterhånden blev mørkt udenfor. Ungdommen længtes vel efter at begynde dandsen, men hvor var han der skulde føre dandsen op? Min moder var tydeligt nok betaget af feststemningen og derfor blev tiden ikke lang for mig. ”Se der er kaptajn Licht”, sagde moder til mig. Jeg kan se ham for mine øjne så tydeligt endnu, 61 år efter, det var første gang jeg så en soldat, han var jo i gala, med sabel og skinnende ”rabatter” og førte dandsen op med Dorthea Kjeldsen, ikke husets datter, men hende fra Lerkenfeldt. Det havde nu sine grunde, de to blev forlovet kort tid efter. Jeg bliver nu altid søvnig når jeg ser på at folk dandser, det gjorde jeg også den dag og for tredje gang i dagens løb blev jeg gnaven. Så tog moder mig med ind i et soveværelse, hvortil døren fra dansesalen stod åben. I de store brede senge derinde kunde folk der blev søvnige under dandsen lægge sig og få en søvn, sådan var tidens skik. I halvmørket tog min moder en af de svære dyner til side, for at lægge mig i sengen, men fik derved fat i et ben med en hvid uldsok på; hun tog mig og flygtede skyndsomt hen til døren, hvor lyset fra salen skinnede og stadsmusikantens horn gjaldrede og sølvbruden madam Kjeldsen stod, hun fik da hele historien. Hun lo så det klukkede. Det var mig ganske umuligt at begribe, at det kunde være morsomt og jeg følte mig meget forurettet over ikke at måtte komme ned i den varme seng ved siden af benet, der skal have tilhørt Kjeldsen på Ørndrup. Jeg kunde ønske at en anden vilde skildre sine minder fra dette sølvbryllup her i bladet, det vilde være godt for os andre som mindes det og kanske nyttigt for den nulevende del af slægten; men det må ske snart ellers dør de folk ud, som avr med. Ovenstående vil vise at en sådan fest for en familie og dens vennekreds kan præge sig selv i småbørns sind og blive til minde for dem. Børn plejer dog ellers at tænke mindst ligeså meget på maden de får som på hvad de ellers oplever; men jeg glemte ganske maden over festen. Og dog vil følgende vise, at jeg ingenlunde manglede sands for mad. Jeg husker således engang på Lynderupgård at have forspist mig i nogle kjæmpemæssige Ål, som var blevne fangne i dammen i gården, da den engang blev tømt og renset. Ved en af de mange fødselsdage jeg i årenes løb var med til på Lynderupgård sammen med mine forældre og søstre, følte jeg mig i høj grad tiltalt af et mægtigt frokostbord, som stod dækket hele formiddagen og hvor enhver kunde gå hen og spise når han fik lyst. Når vi fra Låstrup præstegård så ofte kom i besøg på ”gården”, kunde der godt om aftenen være en 20 – 30 mennesker til bords, om også der slet ingen fremmede var ventet eller indbudt. Fremmede studeprangere, langvejsfra, tog uden videre ind og overnattede på Lynderupgård. Således har den nylig afdøde Jens Stokholm Buch, af Holmegård ved Lem station, fortalt mig, at han har overnattet på Lynderupgård. Der var en tid vi syntes det var hélt mærkeligt at komme dertil i besøg, når vi selv var de eneste fremmede. For det meste var der da en 3 – 4 pladser i spisebordet til aften, og jeg følte mig i høj grad imponeret af de hele stege, hele skinker og hele oste, som i reglen blev sat ind. Gamle Kjeld spiste kun lidt deraf, han fik en tallerken øllebrød, men så meget desto mere sad han uafladelig og opfordrede gjæsterne til at spise ved tilråb til hver enkel henover det lange brede bord, ”Værsågod aa spis, Dokkedal, værsågod, Mathias; værsågod hr. pastor, vær ikke stolt min fa’r”. Og når så turen kom til mig, der endnu ikke var fyldt 10 år: ”Tag et stykke steg mere Valdemar, vær ikke stolt min fa’r” – ja så var jeg – ikke stolt. I reglen havde en af de voksne sønner sat sig ved siden af mig og sørgede for at fylde min tallerken. Jeg husker engang at det var Jens (Ham der nylig havde guldbryllup og fader til Kield Kieldsen, der nu ejer Lynderupgård) – stegen kom på sin vandring omkring bordet til mig, tilråbet skete: ”Vær ikke stolt min fa’r”, men det var umuligt for Jens at anbringe noget som helst mere på min topfulde tallerken. Jeg kan endnu se Jenses smil, han havde trods sin ungdom sans for det komiske i en situation. Jeg kunde naturligvis ikke begribe hvorfor de alle sammen lo. Jeg var ikke fyldt 11 år da gamle Kjeld døde i Juli 1864. Er det ikke underligt at sådanne minder kan være fotograferede ind i ens sind, så de kan tages frem ganske uberørte af tidens tand, som et billed der har ligget hengemt mange år i en skuffe og måske glemt – men pludseligt står mindet lyslevende for en som var det sket i fjor. Sådan er mennesket nu indrettet – også med hensyn til de dybe alvorlige minder, smertelige minder, lyse varmende minder om de oplevelser, der har gjort os til dem vi er blevet til. Jeg vilde gjerne henstille til ”Slægtens” udgiver at samle sammen nogle af de minder om gamle Kjeld, som endnu haves, han var en betydelig Mand på sin egn i sin tid. Arninge præstegård ved Nakskov, den 25. Februar 1918 Valdemar Wahl. Til medfølgende ”Barndomsminder om Lynderupgård” fra Pastor Wahl i Arninge kunde hans to, lidt ældre, Søstre havde lyst at føje nogle spredte Træk, der vidner om, hvor meget gamle Kjeld Kjeldsen og Hustru, gamle Fru Kjeldsen, af Slægten kaldet Tante Grethe, af hele Omegnen benævnet ”den gamle Madam”, var for alle paa Egnen ved deres store Hjælpsomhed og storstilede Gæstfrihed. Dette nød vore Forældre ogsaa i høj Grad godt af, ikke mindst, da de i 1845, som nygifte Præstepar, kom til den ganske tomme Ulbjerg Præstegaard. Formanden var lige flyttet, kun nogle Mil bort og solgte derfor ikke noget af sin Besætning. En Pige var fæstet, men ellers var der intet, hvorfor de selv havde en god Madkurv med fra København. Da Moder ved Ankomsten sagde til Pigen: ”naar Du har nok ikke noget i Spisekammeret”, svarede An’Mari: ”jou det haar a da re’elle nok, for Kjeldsen har sendt en Ko herned, som vi kan malke til vi sjel faa Høveder, og Brød og Salt har de sa aasse sendt”. En saadan Hjælpsomhed gør det godt at møde, naar man kommer til en fremmed Egn. (Dengang kunde man nemlig intet faa at købe nærmere end i Viborg, 3 Mil borte; men Sognefolkene kom dengang ofte med Gaver ”Send” som det kaldtes, - Smør, Æg, Høns m.m.). Det har ganske sikkert ogsaa været ved Kjeld Kjeldsens kyndige Hjælp, at Fader har faaet sin Besætning købt. Dengang havde Præsten altid selv Avlingen. En Hjulmand klagede sin Nød for gamle Kjeldsen, han havde intet Arbejde f.T. – Kjeldsen bestilte saa 6 Arbejdsvogne hos ham. En anden Gang var der en Fisker, som ikke kunde faa sin Fangst solgt; Kjeldsen købte den – 80 Ol Sild. Ikke just saa rart for Husmoderen, med et saadant extra Arbejde, selv om hun havde 6 Piger. Kjeld Kjeldsen var, ialfald i den Tid vi husker ham, meget tunghør. Naar der blev fortalt noget, som optog Folk, enten morsomt eller alvorligt, sagde han altid: ”hvad var det Mutter”? Og hans Hustru fortalte ham saa det Hele med en aldrig svigtende Friskhed, Liv og Varme, som i Sandhed var beundringsværdig; hun var utrættelig, selv om Historien var lang, det hele blev gengivet lige frisk og glad, vi har mange Gange beundret hende. Nutiden vilde vel nok undres over Datidens Nøjsomhed og Tarvelighed. Da ”gamle Frue” og hendes Søster, Fru Hviid paa Sorvad, var Børn, havde deres Moder engang købt to smaa Silketørklæder til dem til at tage om Halsen. Dette syntes Børnenes Morfa’r ikke om, han fandt det var en ganske utidig Flothed Fru Kjeldsen fortalte engang Moder, at den eneste Gang i sit Liv hun havde været misundelig var, da hendes Svigerinde paa Lerkenfeldt havde faaet noget Fajance. Men var der nogen, der trængte til Hjælp, gik de ikke forgæves til Lynderupgaard. Den ældste af os Søstre kan lige huske at have været til et ”Soldaterbal” paa Lynderupgaard, Foraaret 1851, til Ære for de fra 3-Aars Krigen hjemvendte Soldater. Gæstfriheden var ubegrænset og Præstefamilierne fra Egnen kunde være sikre paa et hjerteligt ”Velkommen”. Og vi kom der ofte med vore Forældre og har mange lyse Minder fra Lynderupgaard, og de er ikke blevet mindre eller færre, da Tiderne skiftede, da vi blev Voxne og det var de Unge (Jens og Karen Kjeldsen), der fik Gaarden. Der kunde fortælles manget fornøjeligt derom, men det hører jo den nyere Tid til. A. og J. WAHL.